Skip navigation


Konstruktivt møde mellem sundhedsministeren og TDC om mobilnetværk

03-09-2019
Efter sidste uges nedbrud af mobilnetværk og dermed 1-1-2-telefonnummeret i store dele af landet, har TDC på et møde mandag forsikret sundhedsministeren om, at hændelsen ikke bør kunne ske igen.

”Jeg har nu fået en redegørelse fra TDC om årsagen til nedbruddet på mobilnettet i sidste uge. TDC forsikrer mig om, at årsagen til nedbruddet ikke bør kunne ske fremadrettet, og så har jeg indskærpet dem, hvor vigtigt det er at kommunikere, prompte og præcis. Både, hvis der er nedbrud, og hvis der er tale om en forøget risiko for nedbrud”.

Det siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke efter et hasteindkaldt møde med TDCs administrerende direktør, Allison Kirkby, mandag. Mødet blev sat i stand, efter at nedbrud på TDC’s mobilnet på dele af Fyn, Sjælland og Bornholm har påvirket såvel 1-1-2 som flere sygehuse i Region Syddanmark, Region Hovedstaden og Region Sjælland.

”Det rammer borgere med akut behov for hjælp, hvis de pludselig ikke kan få fat i alarmcentralen. Og det rammer patienterne på vores sygehuse, hvis personalet ikke kan kommunikere med hinanden. Det stiller høje krav til forsyningssikkerheden, når man som privat leverandør skal løfte vitale dele af vores sundhedsvæsens evne til at kommunikere. Dét ansvar, er jeg forsikret om, vil TDC leve op til,” siger Magnus Heunicke.

På mødet forklarede TDC, at selskabet arbejder med en klar plan for, hvordan nedbrud undgås ved fremtidige opgraderinger af netværket– og at selskabet har tæt kontakt med de enkelte regioner.

Allison Kirkby, CEO og president for TDC Group, siger:

”På vegne af TDC vil jeg gerne undskylde overfor alle kunder, der er berørt af de hændelser, vi så i sidste uge den 28. og 29. august. Begivenhederne forårsagede forstyrrelser på vores 2G- og 3G-mobilnetværk på Fyn og i det østlige Danmark. Tjenesten blev efter et stykke tid fuldt genetableret, men det var en meget alvorlig situation, og jeg kan forsikre om, at vi i TDC har lagt alle vores kræfter i for at sikre, at lignende hændelser ikke sker igen. ”


Sidst opdateret 03-09-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |