Skip navigation


Kommunerne får 2,2 mia. mere til velfærd i 2020

06-09-2019
Regeringen og KL har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2020, der både dækker udgifterne ved flere børn og ældre og sikrer en udbygning af kernevelfærden. Med aftalen er parterne samtidig enige om at indføre en Velfærdsprioritering, der skal sikre, at der prioriteres flere hænder til omsorg og nærvær – og færre til papirarbejde.

Med aftalen bliver velfærdsområdet i kommunerne løftet med 2,2 mia. kr. i 2020. Regeringen og KL er som en del heraf enige om at afskaffe det kommunale moderniserings- og effektiviseringsprogram, som hvert år fjernede 0,5 mia. kr. fra kommunernes økonomi. Det er det største løft aftalt i flere år.

Et andet centralt element i aftalen er et samarbejde mellem regeringen og KL om at skabe grundlaget for regeringens kommende børneplan. Planen skal bl.a. skabe rammerne for en gradvis indførelse af lovbundne minimumsnormeringer i daginstitutionerne frem mod 2025. Regeringen og KL er med aftalen enige om at drøfte elementerne i planen løbende.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

”Med aftalen i dag skaber vi tryghed om velfærden i kommunerne. Hvor vi både sikrer, at der er penge nok, når vi heldigvis bliver flere børn og ældre. Og hvor vi samtidig laver et reelt løft af velfærden. I alt afsætter vi 2,2 mia. kr. næste år til mere velfærd i kommunerne. Samtidig tager vi nu de første skridt til at indføre minimumsnormeringer, så der bliver flere pædagoger til at passe på vores børn.”

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

”Med kommuneaftalen her sætter vi en ny retning. Hvor der følger penge med til flere ældre og flere børn, og hvor vi med et markant løft investerer i mere vel-færd. Jeg er også glad for, at vi sammen med kommunerne nu sætter en ny retning for socialområdet med endnu stærkere fokus på det hele menneske og de mange forskellige problemer, udsatte borgere typisk kæmper med. Det er ikke nok, at vi bruger flere penge, hvis vi ikke bruger dem tidligere. Vi skal investere i den tidlige indsats, så vi sætter ind, før det udsatte barn for eksempel ender som en hjemløs ung. Et udsat barn må ikke blive en udsat voksen. Vi skal i det hele taget tænke i langsigtede investeringer, så vi frigør ressourcer til velfærd og det enkelte udsatte menneske, og med aftalen får vi bedre muligheder for netop det.”

Sundheds – og ældreminister Magnus Heunicke siger:

”Vi kender problemerne i ældreplejen. Medarbejderne er pressede på tid til at give pleje og omsorg. Mange steder er det svært at skaffe medarbejdere, og man oplever, at der bruges for meget tid på at klikke på skærmen frem for at være ved borgerne. Det går ud over de ældre. Vi har lovet at sætte velfærden først, og det gør vi med den her aftale. Vi dækker det demografiske træk og løfter kommunernes økonomi med 2,2 mia. kr. Vi nedsætter en task force, der skal finde veje til, hvordan vi får flere social- og sundhedsmedarbejdere, og vi igangsætter et arbejde, der skal frigøre medarbejdernes tid den enkelte ældre og sætte medarbejdernes faglighed i højsædet.”

Ud over løftet på 2,2 mia. kr. er regeringen og KL enige om, at der skal findes 0,5 mia. kr. i form af en Velfærdsprioritering til kernevelfærd ved frigørelse af ressourcer gennem effektiv drift. Det er midler, som bl.a. skal tilvejebringes ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer. Pengene bliver i kommunernes budgetter og kan anvendes til at ansætte flere velfærdsmedarbejdere og til yderligere at udbygge velfærden.

Samlet indebærer aftalen således en prioritering af velfærden i kommunerne for i alt 2,7 mia. kr. i 2020.

Herudover er der enighed om at løfte den kommunale anlægsramme til 19,1 mia. kr. Det giver kommunerne mulighed for at sikre bedre fysiske rammer for den nære velfærd i fx dagtilbud og skoler.

Det specialiserede socialområde har også været et væsentligt tema i forhandlingerne, hvor kommunerne har tilkendegivet at opleve et stærkt udgiftspres. Regeringen og KL har aftalt at indlede et tæt samarbejde om at komme til bunds i, hvad der driver udviklingen på området samt finde løsninger på, hvordan indsatsen tilrettelægges og prioriteres mest hensigtsmæssigt.

Derudover skal reglerne om indsatsen for udsatte børn ses nærmere efter i sømmene med et mål om at give socialrådgivere og andre fagpersoner bedre muligheder for at sætte barnet og familien i centrum uden unødigt bureaukrati.

Oversigt over hovedelementer i aftalen:

  • Samlet prioritering af velfærden for i alt 2,7 mia. kr.
  • Prioriteringen består dels af et løft af den kommunale serviceramme i 2020 på 2,2 mia. kr. og dels af en ny Velfærdsprioritering på 500 mio. kr., som gennem bedre ressourceanvendelse på bl.a. det administrative område skal frigøre ressourcer til kernevelfærden i kommunerne.
  • Som led i løftet ophæves den tidligere regerings planlagte nedskæringer i det kommunale udgiftsloft på 0,5 mia. kr. hvert år.
  • Kommunernes anlægsniveau i 2020 løftes til 19,1 mia. kr. med henblik på at sikre gode muligheder for at investere i de fysiske rammer for velfærden.
  • Ekstraordinært finansieringstilskud på 3,5 mia. kr., hvoraf 2 mia. kr. fordeles på baggrund af kommunernes grundlæggende økonomiske vilkår.
  • KL vil indgå i et fælles arbejde med at forberede et grundlag for en børneplan bl.a. med fokus på indførsel af lovbundne minimumsnormeringer i daginstitutioner frem mod 2025.
  • Der igangsættes et nyt samarbejde om det specialiserede socialområde med fokus på bl.a. at komme til bunds i aktivitetsudviklingen på voksenområdet samt skabe bedre rammer for forebyggende indsatser.

Se hele aftale teksten her

Faktaark om:


Sidst opdateret 23-09-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |