Skip navigation


Regeringen vil styrke kampen mod motionsdoping

17-01-2008
PRESSEMEDDELELSE - Sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen og kulturminister Brian Mikkelsen har i dag fremlagt en handlingsplan til bedre bekæmpelse af den såkaldte motionsdoping, altså den doping der misbruges af motionister, og som kan indtages i forbindelse med landets motions- og fitnesscentre.

De to ministre udtaler: ”Der er ingen lande, der gør så meget for at bekæmpe doping blandt motionister, som vi gør i Danmark. Denne store indsats skal vi nu gøre endnu stærkere. Gennem tre helt konkrete initiativer styrker vi kampen mod dopingmisbruget på motionsplan. Og vi tager dermed et stort skridt frem imod endemålet, som er at skabe en motionsidræt helt uden doping.”

Handlingsplanen består af følgende tiltag:

  • Gennemførelse af obligatorisk mærkningsordning. Anti Doping Danmark har i dag en samarbejdsaftale med Dansk Fitness- og Helseorganisation (DFHO). Denne aftale betyder, at der foretages dopingkontrol i centre, der omfatter omkring halvdelen af landets fitnessmedlemmer. Dette tal skal langt højere op. Derfor skal der indføres en mærkningsordning, der gør det obligatorisk for fitnesscentre at oplyse, om de gennemfører dopingkontrol eller ej. Dermed kan kunder og potentielle kunder gøre sig bekendt med fitnesscenterets holdning til doping. Mærkningen kan bestå af et klistermærke, der placeres ved indgangen, ved indgangsdisken i centeret samt på motionscenterets hjemmeside.
  • Skærpelse af straffene i forbindelse med distribution af doping. Det er af stor betydning for kampen mod doping, at overtrædelser af dopingloven har klare strafferetlige konsekvenser. Det gælder især, når der er tale om handel med og distribution af dopingmidler. Derfor skal dopingloven ændres, så straffen for udbredelse af dopingmidler skærpes i forhold til i dag. Der skal som hovedregel idømmes frihedsstraf for enhver forhandling, udlevering eller fordeling af dopingmidler. Og i de tilfælde, hvor der allerede i dag idømmes frihedsstraf for udbredelse af dopingmidler, skal der ske en forhøjelse af straffen.
  • Støtte til Anti Doping Danmarks oplysningskampagne. Misbrug af hormoner blandt unge danskere er efter alt at dømme omfattende. Anti Doping Danmark skønner, at mellem 10.000 og 50.000 unge – primært mænd – er misbrugere af blandt andet anabole steroider. Derfor skal Anti Doping Danmark foretage en intensiv og målrettet oplysningskampagne, som især er rettet mod unge mænd med særlig risikoadfærd. Det er især vigtigt at informere de unge i alderen 13-18 år om konsekvenserne af dopingmisbrug.

Brian Mikkelsen og Jakob Axel Nielsen udtaler: ”Vi er i de senere år i stigende grad blevet opmærksomme på, at dopingmisbrug ikke kun findes hos eliteidrætsudøvere men også i fitnesscentrene blandt almindelige motionister. Det er en trist og sundhedsskadelig tendens, som vi skal have dæmmet op for. Idræt skal dyrkes uden brug af doping, uanset hvilket niveau det foregår på. Denne handlingsplan er en klar styrkelse af det folkesundhedsmæssige projekt, som handler om at drive dopingen ud af fitnesscentrene.”

Yderligere oplysninger:
Pressechef Peter Stensgaard Mørch, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, tlf: 7226 9413
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, Kulturministeriet, tlf: 3392 3598

 


Sidst opdateret 14-09-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |