Skip navigation


Regeringen fordeler 200 millioner kroner til læge– og sundhedshuse i hele Danmark

07-05-2018
PRESSEMEDDELSE - Forud for at regeringen senere på året kommer med en større sundhedsreform, udmønter sundhedsminister Ellen Trane Nørby nu 200 millioner kroner til at oprette og udbygge læge- og sundhedshuse bredt fordelt i 26 af landets kommuner. Læge- og sundhedshusene skal give patienterne kortere vej til bedre og flere typer af behandling, og sikre en bedre geografisk balance på sundhedsområdet.

Det nære sundhedsvæsen skal styrkes, og der skal være kortere vej til behandlingen for patienterne.

Derfor udmøntes der nu i alt 200 millioner kroner til kommunale læge- og sundhedshuse over hele landet.

I et læge- eller sundhedshus kan praktiserende læger samle sig i større fællesskaber sammen med for eksempel jordemødre, sundhedsplejersker og medarbejdere fra den kommunale hjemmesygepleje.

Pengene er første udmøntning af i alt 800 millioner kroner til at styrke det nære sundhedsvæsen, som regeringen har afsat til læge- og sundhedshuse over de kommende fire år forud for at regeringen senere på året kommer med en større reform af sundhedsvæsenet.

”For patienterne betyder læge- og sundhedshusene, at der bliver kortere vej til deres behandling. For det giver jo ikke mening, at en ældre patient med KOL skal ud på en lang og besværlig tur til et sygehus, hvis behandlingen i stedet for kan foregå på et lokalt læge- eller sundhedshus, der ligger langt tættere på patientens hjem,” siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Del af større reform af sundhedsvæsenet                                                                                                                  
Puljen til læge- og sundhedshuse er en del af regeringens arbejde med at sikre et sundhedsvæsen, der er tættere på borgerne og sikre patienterne bedre og flere tilbud.

”Vi styrker nu sundhedstilbuddene over hele landet, fordi det er vigtigt, at sundhedsvæsenet kommer tættere på borgerne, så de får flere gode tilbud der, hvor de bor. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu sikrer oprettelsen af nye sundhedshuse så markant, som vi gør her,” siger Ellen Trane Nørby.

Derfor skal der i de kommende år også udflyttes opgaver og sættes fokus på, at patienterne modtager deres behandling der, hvor det giver bedst mening.

De nye og mere moderne læge- og sundhedshuse skal være samtidig med til at fastholde flere læger i yderområderne og andre steder i lander, der har problemer med lægedækningen.

Pressekontakt: Presserådgiver Anne Katrine Restrup på 30 61 25 32 eller akr@sum.dk

FAKTA: OM FORDELINGEN AF PENGENE TIL LÆGE – OG SUNDHEDSHUSENE

På finansloven for 2018 blev der afsat 800 mio. kr. over 4 år til en pulje for læge- og sundhedshuse. I januar 2018 blev den første pulje slået op.

Puljen på 200 millioner er første uddeling af i alt 800 millioner kroner, som regeringen har afsat til læge– og sundhedshuse over de kommende fire år som et led i en større reform af sundhedsvæsenet.

I slutningen af 2017 lancerede sundhedsminister Ellen Trane Nørby et sundhedsudspil med otte initiativer, der øger effektiviteten og kvaliteten i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, så færre patienter i fremtiden skal indlægges på de specialiserede afdelinger på sygehusene. Sundhedsudspillet, der hedder ”Sundhed, hvor du er”, fokuserer blandt andet på at styrke lokale læge- og sundhedshuse.

Læs udspillet her 

Senere på året præsenterer regeringen et udspil til en sundhedsreform, der skal styrke det nære sundhedsvæsen, skabe mere sammenhæng for patienterne og sikre den optimale styring af sundhedsvæsenet i fremtiden.

Med aftale om finansloven for 2018 er der afsat en ramme på i alt 845 mio. kr. i perioden 2018-2021 til udspillet.


Sidst opdateret 09-05-2018
Se, hvordan de 200 millioner kroner er fordelt:

Publikation:

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055