Skip navigation


Flerårig bevilling til Antidote Danmark

11-04-2019
Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet et nyt initiativ, der giver mulighed for at nå bredere ud i misbrugsmiljøet med livreddende behandling.

I 2017 døde 254 mennesker ifølge Rigspolitiet på grund af stoffer. Det er et lille fald i forhold til 2016 og markant i forhold til i 2011, hvor antallet af narkotikarelaterede dødsfald var det højeste i mange år med 285 dødsfald.

 

Med ønsket om at nedbringe dødstallet yderligere har regeringen og Dansk Folkepartis besluttet at afsætte 3,2 millioner kroner over fire år til at forhindre dødsfald i forbindelse med overdosis blandt misbrugere af heroin og andre opioider.

 

Pengene tildeles foreningen Antidote Danmark på baggrund af de foreløbige erfaringer fra et satspuljeprojekt, som Antidote Danmark sammen med seks kommuner har deltaget aktivt i, og som bl.a. omfatter kurser i behandling af overdoser med modgiften naloxon og udlevering af behandlingskit til dem, der har gennemført kurset.

 

Initiativet er et supplement til, at regeringen og Dansk Folkeparti i efteråret 2018 besluttede at afsætte midler til, at alle, som er eller kommer i kommunal behandling for misbrug af heroin og andre opioider, skal have et tilbud om et kursus i førstehjælp og i brug af modgiften naloxon samt udlevering af et naloxon‐kit. Forskellen er, at Antidote Danmark når bredere ud i misbrugsmiljøet – bla. til mennesker med misbrug, som ikke er i behandling, og pårørende.

 

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby er meget tilfreds med bevillingen:

 

”De foreløbige erfaringer med naloxon er så gode, at regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at rulle erfaringerne ud i hele landet. Med Antidote Danmarks indsats kan vi nå ud til en bredere kreds end den, der vil være omfattet af den kommende kommunale naloxon-ordning. Jeg håber virkelig, at vi dermed kan bidrage til at bringe antallet af narkotikarelaterede dødsfald endnu længere ned, for dødstallet er stadig uhyggelig højt.”

 

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg og sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt glæder sig over, at der med bevillingen til Antidote Danmark nu sættes bredere ind mod narkorelaterede dødsfald:

 

”Selv om udviklingen i antallet af narkorelaterede dødsfald bevæger sig i den rigtige retning, er 254 mennesker i 2017 stadig alt for mange. Med bevillingen til Antidote Danmark, når vi nu langt bredere ud med et tiltag, som ikke kun omfatter en smal gruppe i misbrugsmiljøet, men også deres omgivelser. Det betyder imidlertid langt fra, at vi er nået i mål, og vi vil i Dansk Folkeparti holde et meget vågent øje med udviklingen, og presse på med yderligere tiltag, som kan imødegå et dødstal, der stadig er tragisk højt”, siger Liselott Blixt.

 

Pressekontakt: Presse- og kommunikationskoordinator Lotte Dahlmann, pressevagt@sum.dk eller mobil: 72269418


Sidst opdateret 11-04-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055