Skip navigation


Svære ord i psykiatrien

Hvis du er indlagt i børne- og ungdomspsykiatrien, er der måske nogle ord, du har brug for at få forklaret. Vi har prøvet at samle dem her.

Tvang:
På en psykiatrisk afdeling har personalet ret til at behandle og tilbageholde patienter mod deres vilje – det vil sige med tvang. Men kun hvis det er absolut nødvendigt. Du kan eksempelvis få medicin, der beroliger, selvom du ikke har lyst. Eller du kan blive holdt fast, hvis du er til fare for dig selv eller andre.

Forældreansvarsloven:
Hvis du er under 15 år, er det dine forældre eller din værge, der siger ja eller nej til din indlæggelse og behandling. Har de sagt ja, betyder det, at der ifølge loven ikke er tale om tvang. I stedet siger man, at personalet har ’anvendt magt’. Hvis de siger nej eller ikke ønsker at tage stilling, kan lægen stadig bestemme, at du skal behandles med tvang. Og her vil der så ifølge loven være tale om tvang, hvor du fx har ret til at klage.

Psykiatriloven:
Når du er fyldt 15 år, har du selv ret til at sige ja og nej til at blive indlagt og behandlet. Men lægen kan stadig bestemme, at du skal behandles, selvom du ikke har lyst.

Samtykke:
At give samtykke betyder, at man siger ja til noget eller giver tilladelse til, at noget skal ske.

Mindste-middel-princippet:
Personalet vil gøre, hvad de kan for ikke at gøre noget mod din vilje, og der er mange andre ting, man prøver inden. Tvang anvendes således først, når alle andre midler er forsøgt og udelukket, og når personalet har gjort alt, hvad der er muligt for at få dig tildu frivilligt at siger ja til behandlingen.

Tvangsindlæggelse:
Hvis du bliver indlagt mod din vilje, kaldes det for en tvangsindlæggelse. Det kan for eksempel ske, hvis du har tanker om at gøre alvorlig skade på dig selv, hvis du plages af lyde og stemmer, som andre ikke kan høre, eller ser ting, som andre ikke kan se.

Tvangstilbageholdelse:
Du kan opleve, at du ikke må forlade afdelingen. Det varer kun så længe, at det er afgørende for din sikkerhed og behandling.

Flytning:
Hvis du er til fare for dig selv eller andre, eller hvis du ødelægger ting, kan du blive flyttet til et andet lokale eller afsnit med magt.

Medicinering:
Hvis du pludselig bliver meget vred eller aggressiv, kan du få beroligende medicin. Og nogle gange kan det være nødvendigt med medicin gennem længere tid.

Mikstur:
Medicin som flydende væske, der tages gennem munden.

Injektion:
Når medicinen gives med en sprøjte.

Fastholdelse:
Der er flere måder at blive holdt fast på. Du kan blive holdt fast af personalet i din seng, hvor du enten ligger ned eller sidder op, eller du kan blive holdt fast, hvis du eksempelvis er blevet aggressiv og skal føres tilbage til dit værelse mod din vilje.

Fiksering:
Det kan ske, at du er til alvorlig fare for dig selv eller andre. Og hvis det ikke er nok at blive holdt fast, kan du blive spændt fast til en seng med et bælte.

Mad gennem sonde:
Hvis du ikke vil spise, kan du blive tvunget til at få mad gennem en sonde. Det er en tynd, blød plastikslange, der føres gennem næsen ned til mavesækken. Det sker typisk for patienter med spiseforstyrrelser.

Eftersamtale:
Hvis du behandles med tvang, har du altid ret til at få en samtale med personalet bagefter.


Sidst opdateret 21-09-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055