Skip navigation


4.1 Sygehusvæsenet og behandlingssektoren

Kapitel 4 fortsat

fortsat fra forrige

Også sygehuspersonalet møder konsekvenser af alkoholoverforbrug, som ofte er hovedårsagen eller medvirkende årsag til patienters indlæggelse på sygehuset. Der er så vidt vides ingen faste procedurer på sygehusene for, hvordan alkoholproblemer hos en patient skal gribes an. Der findes ingen tal for, i hvor høj grad sygehuspersonalet drøfter alkoholforbrug og muligheder for adfærdsændrende behandling med patienterne. Der er også sjældent procedurer for samarbejdet mellem de psykiatriske og somatiske afdelinger.

Det må for sygehusvæsenet ikke være tilstrækkeligt at behandle den lidelse, som er en konsekvens af alkoholproblemet.

På Bispebjerg Hospital, der er modelhospital inden for forebyggelse, har man gennemført samtaler med alle patienter på forskellige livsstilsområder, blandt andre alkohol. Erfaringerne fra disse samtaler har vist, at de største barrierer for at gennemføre disse samtaler indledningsvis lå hos de professionelle. Patienterne opfattede det derimod som naturligt og ofte som en lettelse, at der blev taget fat i problemet.

Generelt er der i sygehusvæsenet behov for at koordinere indsatsen for de patienter, der bliver indlagt med helt eller delvist alkoholrelaterede sygdomme. Herved kan en sådan indlæggelse blive anledningen til, at der gives en støtte til omlægningen af de sundhedsskadelige alkoholvaner. En sådan koordination kræver dels, at personalet på sygehusene kvalificeres til at tage samtaler om alkohol, dels et samarbejde mellem sygehuset og ambulatorierne om de patienter, der har problemer med deres alkoholvaner. Når det drejer sig om børn, som mistrives i en familie med alkoholproblemer, har sygehusene i øvrigt allerede pligt til at underrette de sociale myndigheder.

Det er indtrykket, at der kun i de færreste amter er indgået formaliserede samarbejdsaftaler mellem amternes behandlingsindsats i relation til Sygehuslovens § 16 og sygehussektoren. Der synes at være en tættere tilknytning mellem alkoholbehandlingen og de psykiatriske afdelinger. Dette kan dels hænge sammen med, at disse afdelinger hyppigt foretager afrusning, dels at klienterne ofte har både alkoholproblemer og psykiske problemer.

I det materiale, som ligger til grund for nærværende rapport, er der kun få eksempler på tilbud, der tager sigte på at skabe netværk i sundhedssektoren. Det Udgående Team (DUT) i Københavns Amt er et eksempel på et projekt, der fungerer som brobygger mellem behandlingsstederne og sygehuset. Det understøtter sygehuspersonalet i samtaler med patienter med alkoholproblemer, hovedsageligt på de psykiatriske skadestuer, og giver orientering om hjælpemuligheder. Afhængigt af ønsker fra den enkelte bruger hjælper teamet med at skabe den første kontakt til behandlingsstederne. DUT tilbyder ligeledes kurser og temadage.

For mange patienter vil det være en proces at erkende, at de har sundhedsskadelige alkoholvaner. Det er derfor vigtigt, at samarbejdet mellem sygehusene og alkoholambulatorierne om den enkelte patient gør det så let som muligt for patienten at komme fra det ene til det andet system. Der kan tænkes mange modeller lige fra et besøg fra ambulatoriet på sygehuset for at planlægge det videre forløb med patienten til en rådgivningsfunktion på sygehuset, der sikrer, at patienten følges til den første samtale på ambulatoriet. Man kan også vælge at overlade initiativet til patienten ved kun at give en pjece om ambulatoriets rådgivningstilbud. Det vil imidlertid gøre det vanskeligt at overvinde de barrierer, som mange har ved at henvende sig i et alkoholambulatorium. Dette gælder navnlig de patienter, som endnu ikke har fået en helt klar bevidsthed om de negative konsekvenser af deres alkoholvaner.

Børn i familier med alkoholproblemer

Socialforvaltningen har en vigtig opgave i alle de sager, der omfatter familier med alkoholproblemer. Ud fra gældende arbejdsdeling mellem amt og kommune er det kommunernes ansvar at give støtte til truede børn, herunder børn i familier med alkoholproblemer.

De fleste mennesker med alkoholproblemer er ikke sociale klienter. Derfor vil socialforvaltningen kun få kendskab til børnenes vanskeligheder, hvis de får underretninger fra frontpersonalet: pædagoger, lærere, læger m.v. Da såvel forældre som børn forsøger at skjule alkoholproblemer, og da frontpersonalet har mange barrierer for at henvende sig til socialforvaltningen, vil mange børn ikke få den støtte, de har behov for.

I alkoholbehandlingssystemet har man derimod en umiddelbar mulighed for at tale med forældre om alkoholproblemernes konsekvenser for deres børn. For disse forældre vil det ofte være vanskeligere at give tilsagn om, at børnene må modtage den nødvendige støtte, hvis det kræver, at familien registreres som en social sag i socialforvaltningen. For disse børn og deres familie vil det være hensigtsmæssigt, hvis de første samtaler til afklaring af børnenes behov for støtte foregår i ambulatoriets regi. De børn, der i sådanne samtaler viser sig at have udviklet psykiske lidelser, skal henvises til det psykiatriske system. For de børn, som har brug for en indsats, der involverer en bredere social støtte til familien, bør handlingsplanen laves i et samarbejde mellem alkoholambulatoriet og socialforvaltningen. Der er mange børn, som kun har brug for enkelte samtaler for at få fastslået, at det ikke er deres skyld, at deres forældre drikker, og at det heller ikke er deres ansvar at få dem til at holde op, samt at der er andre voksne, der overtager ansvaret for at støtte forældrene. For disse børn vil ambulatoriets umiddelbare og enkle indsats være nødvendig, men også tilstrækkelig.

Sundhedsstyrelsen og Socialministeriet har igangsat to modelprojekter for børn i familier med alkoholproblemer i samarbejde med Fyns amt og 10 kommuner og Frederiksborg amt og fire kommuner. Hensigten med samarbejdet har været at finde frem til organisationsformer, metoder og rutiner, som kan sikre et samspil mellem det amtslige alkoholbehandlingcenter, frontpersonalet i institutioner og skoler, der møder børn i familier med alkoholproblemer, og den kommunale socialforvaltning vedrørende støtten til disse børn. Resultatet fra det fynske projekt har været udviklingen af en række handlevejledninger i socialforvaltninger, skoler og daginstitutioner om, hvordan man kommer fra bekymring for et barn til vurdering og etablering af den støtte, barnet har behov for. Der er desuden blevet arbejdet med rutiner for, hvordan der skal spørges til børnene i alkoholbehandling en, og der er ved at blive udarbejdet kliniske retningslinjer for, hvordan der skal arbejdes med forældrerollen i behandlingsforløbet.

Hvis det i sygehuslovens § 16 tydeliggøres, at behandlingen af et alkoholproblem også skal omfatte afklaring af, hvorvidt der er behov for støtte til pårørende, herunder børnene, vil den ukomplicerede støtte til børnene naturligt kunne integreres i behandlingsforløbet som en del af arbejdet med, hvordan misbruget påvirker forældrerollen og relationen til barnet. Det vil således kun være de egentlige sociale børnesager, der henvises til kommunerne. Som det er nu, burde alkoholbehandlingscentret henvise alle børn, der bor eller har hyppigt samkvem med en far eller mor, der har alkoholproblemer, til kommunen, der så skal undersøge, om barnet har symptomer, der berettiger kommunen til at gribe ind. Da omkring halvdelen af børnene ikke har synlige symptomer, men risikerer at få dem senere, vil kommunen formentlig, efter at have foretaget en undersøgelse, afvise at give støtte til den gruppe af børnene, som således ikke får den forebyggende støtte, der vil kunne hindre, at de senere udvikler psykiske eller sociale vanskeligheder. Det mest hensigtsmæssige vil derfor være at integrere støtten til de pårørende og børnene i den alkoholbehandling, der alligevel må arbejde med misbrugets konsekvenser for forældrerollen og relationen til barnet.

Klienter i socialforvaltningerne i øvrigt

Socialforvaltningen møder blandt sine klienter mange mennesker med alkoholproblemer. Fra en række lokale projekter, for eksempel "Rosengårds projektet" i Odense og fra en udredning fra Roskilde Amt, ved man, at alkohol kun er nævnt sporadisk i klienternes journaler. En forklaring på dette kan være, at den faglige tænkning på det sociale område i en årrække har været, at alkoholproblemer opstår på baggrund af sociale belastninger. Og at forudsætningen for at løse problemet således er en ændring af de sociale vilkår omkring den person eller familie, som drikker. Denne tænkning har betydet, at man har fokuseret på at lette de sociale belastninger for de familier, hvor der er alkoholproblemer, ud fra en antagelse om, at alkoholproblemet så vil ophøre.

Det er vigtigt, at der i socialforvaltningerne udvikles en rutine omkring de første samtaler med nye klienter. Her kan socialrådgiveren gennem enkle "screeningsspørgsmål" få afklaret, om alkohol hører med til billedet af klientens sociale problemer. Det vil være en støtte for den enkelte socialrådgiver, hvis socialforvaltningen har uddannet en nøgleperson, der kan være sparringspartner om samtaler med klienter med alkoholproblemer. På samme måde vil det være hensigtsmæssigt, at der er en afklaring af samarbejdsrelationen med alkoholbehandlingssektoren. Det gælder både alkoholbehandlingen for klienten, støtten til den pårørende og børnene samt efterbehandlingen. En mulighed kunne være, at socialforvaltningen i samarbejde med klienten og alkoholambulatoriet udarbejdede en handlingsplan, hvor alle disse elementer indgår, og hvor målsætningerne og arbejdsdelingen bliver klare for alle involverede.

De private/frivillige organisationers indsats

De private frivillige organisationer driver langt den overvejende del af de behandlingshjem, der gennemfører døgnbehandling. En række af de private og frivillige organisationer driver ligeledes en lang række tilbud, hvor hovedvægten kan være lagt på alkoholforebyggelse eller alkoholbehandling, men hvis hovedsigte fortrinsvis er støtte- og omsorgstilbud til bl.a. socialt belastede alkoholmisbrugere. Her kan nævnes Blå Kors Danmark og KFUM's sociale arbejde i Danmark, der driver en lang række pensionater og forsorgshjem, eller Kirkens Korshær, som står for driften af væresteder og lignende. Ligeledes er der etableret AA-netværk som opfølgning på Minnesotabehandlingen.

De landsdækkende organisationer har institutioner placeret i større by- eller landområder. Kommuner og amter visiterer personer med alkoholafhængighed til disse institutioner. Forsorgshjemmene optager borgere, som selv henvender sig. Tilsvarende driver organisationerne lokalafdelinger, ofte i samarbejde med kommuner og amter, samt støtte- og omsorgstilbud såsom væresteder og varmestuer m.v. Ligeledes udfører organisationerne andet frivilligt arbejde i samarbejde med pårørende- og patientforeninger.

De private frivillige organisationer og pårørende- og patientforeningerne udfører et værdifuldt stykke arbejde, der kan være en del af kommuners og amters tilbud eller tilbud, der ligger i forlængelse heraf. Personkredsen vil ofte være kendetegnet ved at have en række sociale og sundhedsmæssige problemer, som bl.a. kan henføres til brug af alkohol. Det er derfor vigtigt, at de frivillige/private organisationer indgår i netværket og har tæt kontakt og viden om mulighederne for at få hjælp til at komme ud af et alkoholproblem, som kan være en forudsætning for at løse andre sociale og sundhedsmæssige problemer. Her er således et væsentligt bindeled til en personkreds, som ofte er svær at nå. Det samarbejde, der er mellem de offentlige myndigheder og de private organisationer og de aktiviteter, som de private og frivillige organisationer udfører, er derfor uomgængeligt. Aktiviteterne og det personale, der indgår, må derfor naturligt indgå i de netværk og eventuelle uddannelsesaktiviteter, som etableres på området.

Tidlig opsporing og samtidighed i indsatsen

Konsekvenser forårsaget af uhensigtsmæssigt brug af alkohol har mange faser. Udviklingen af akoholafhængighed er ofte en lang proces, hvor de negative konsekvenser ofte viser sig, langt før personen erkender at have et alkoholproblem.

Kommunerne konfronteres med en række sociale begivenheder, som kan være forårsaget af et uhensigtsmæssigt forbrug af alkohol, eller hvor alkohol er en del af problemet. Tilsvarende mødes problemet hos den praktiserende læge og i sundhedsvæsenet i øvrigt.

Erfaringerne viser, at identifikationen af alkohol som skadevolderen ofte finder sted ret sent i processen, hvor der allerede er sket skade på borgeren og/eller dennes pårørende.

Skøn over antallet af personer, der har et forbrug omkring eller over genstandsgrænserne, indikerer, at problemet går upåagtet hen.

Erfaringer viser også, at et fåtal af borgere bliver henvist eller erkender, at de har et alkoholproblem og henvender sig til et alkoholambulatorium. Selvom borgeren henvender sig og anmoder om behandling for et alkoholproblem, så er det ikke givet, at der finder den fornødne sammenhæng sted i indsatsen. De forskellige systemer må derfor i fornødent omfang spille sammen om at tage hånd om de problemer, der viser sig, således at tidlig opsporing kan iværksættes, og således at der kan skabes helhed i indsatsen. Med accept fra den alkoholafhængige vil det være muligt at få skabt et samarbejde om den optimale indsats i forhold til den alkoholafhængige og de sociale problemer, som denne måtte have.

Det anbefales derfor, at der etableres faste samarbejdsstrukturer mellem amter, kommuner, alkoholambulatorierne, relevant sundhedspersonale, herunder de alment praktiserende læger, samt relevante frivillige organisationer med henblik på at planlægge og koordinere den forebyggende indsats, den tidlige intervention, behandling og efterbehandling.

Alkoholbehandling og alkoholforebyggelse forudsætter en indsats i flere sektorer. Der er derfor et stort behov for en løbende koordination mellem alkoholbehandlingssektoren, den sociale sektor og den primære og sekundære sundhedstjeneste samt de frivillige foreninger. Samtidig er der behov for en sammenhæng mellem den forebyggende indsats, herunder regulering af tilgængeligheden af alkohol, den tidlige intervention, behandling og efterbehandling i amter og kommuner.

Det er i vid udstrækning lykkedes at opbygge en overordnet planlægningsindsats, når det gælder indsatsen på stofmisbrugsområdet. Uden sammenligning i øvrigt vil en tilsvarende proces kunne medvirke til at få større sammenhæng og helhed i opgaveløsningen.

Tilsvarende anbefales det, at der i amter og kommuner sikres en organisatorisk forankring af en sammenhængende alkoholindsats i forhold til den enkelte borger.

Endelig anbefales det, at alkoholambulatorierne generelt styrkes med henblik på at kunne yde et mere kvalificeret og differentieret behandlingstilbud til mennesker, der har behov for behandling, og med henblik på at koordinere samarbejdet mellem amt og kommune.

Der er en del dokumentation for forskellige behandlingsmetoders effekt, hvorfor der er gode muligheder for at udvikle et behandlingstilbud, der i højere grad er systematisk, vidensbaseret og eventuelt individuelt tilpasset. Alkoholambulatorierne bør have ressourcer til dels at foretage den indledende udredning af klientens og de pårørendes behandlingsbehov dels at deltage i det planlæggende og koordinerende arbejde i kommune og amt.

Konklusion

Skal der ydes en mere effektiv indsats til løsning af samfundets alkoholproblemer, vil det være helt centralt at satse på, at såvel amter som kommuner laver en sammenhængende plan på alkoholområdet: En plan, der omfatter såvel forebyggelse og tidlig indsats som behandling og efterbehandling. En sådan plan omfatter såvel en ansvarsfordeling på det overordnede niveau som en konkret ansvarsfordeling i forhold til den enkelte klient.

For at sikre den kontinuerlige løsning af de mange samarbejdsopgaver kan det være relevant at etablere et fast netværk med repræsentation fra de forskellige regionale interessenter.


Sidst opdateret 18-03-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055