Skip navigation


1.1 Alkoholrelaterede problemer og behovet for behandling

Kapitel 1 fortsat

fortsat fra forrige

Samfundet oplever mange problemer knyttet til alkoholforbrug, problemer, som betyder for tidlig død og forringet livskvalitet for den enkelte og familien. Alkoholmisbrug påfører ligeledes samfundet store økonomiske omkostninger. Problemerne dækker hele spektret. I en undersøgelse, der dækker perioden fra 1993-1997, er det påvist, at 6,3 pct. af alle dødsfald blandt mænd og 2,5 pct. af alle dødsfald blandt kvinder skyldes alkohol, og at mere end 2.500 danskere hvert år dør mindst 20 år for tidligt på grund af alkohol. Det vurderes i undersøgelsen, at disse tal er i underkanten, fordi for eksempel et stort alkoholforbrug for sjældent fremgår som medvirkende dødsårsag ved visse kræftdiagnoser (Knud Juel, Ugeskrift for læger, 2001).

I den forbindelse skal det nævnes, at undersøgelser peger på, at et moderat alkoholforbrug, hvilket vil sige et forbrug, som ikke overstiger Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser, kan have en positiv effekt isoleret set på hjerte-karsygdomme primært hos ældre (Jan Whitc et al).

I sygehusvæsenet kan en lang række indlæggelser henføres direkte til følgevirkninger af indtagelse af alkohol. For andre indlæggelser spiller alkoholindtagelse en rolle for sygdomsforløbet. Endelig kan indtagelse af alkohol have indvirkning på forløbet af den behandling, der gives, idet et stort alkoholforbrug kan påvirke behandlingsresultatet i negativ retning.

En undersøgelse foretaget i 1995 på Bispebjerg Hospital viste, at 20-35 pct. af samtlige adspurgte indlagte mænd i aldersgruppen 18-79 år angav at drikke mere end tre genstande på en normal hverdag 2 .

Nedenfor er vist udviklingen på somatiske afdelinger fra 1977 til 1999 i antal indlæggelser med alkoholrelaterede hoveddiagnoser. (Kilde: Sundhedsstyrelsens Landspatientregister.)

 Billede med tabel 

Sociale problemer – navnlig for pårørende til den, der drikker – har et meget stort omfang. I Danmark er der omkring 60.000 børn, der har en far eller mor, der har været indlagt på hospitalet med en alkoholrelateret lidelse (Mogens Christoffersen, SFI, 1999). Denne opgørelse omfatter ikke børn af forældre, der kun har været hos den praktiserende læge, i alkoholbehandlingssystemet, eller som slet ikke har haft kontakt med behandlingsvæsnet. Der er således tale om et absolut minimumstal.

Ud over de sociale problemer giver et for stort alkoholforbrug også problemer i forhold til arbejde, ulykker forårsaget af for meget alkohol, kriminalitet og vold begået i beruset tilstand. Det giver fysiske og psykiske lidelser, der hænger sammen med et for stort alkoholforbrug, samt sygdomme, der alene er opstået på grund af et for stort alkoholforbrug.

Problemerne fremtræder ikke altid som knyttet til alkohol og bliver ikke registreret som alkoholrelaterede. Og det gør det vanskeligt at få en fyldestgørende oversigt over problemernes omfang. De samfundsøkonomiske omkostninger ved danskernes forbrug af alkohol er høje. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i en undersøgelse af de samfundsøkonomiske konsekvenser af alkoholforbrug fra 1999 beregnet, at danskernes alkoholforbrug koster samfundet mellem 6 og 10 mia. kr. om året, alt efter beregningsmetode.

Med fokus på omkostningerne i sundhedssektoren har man vurderet omkostningsniveauet til omkring 3 mia. kr. Den helt overvejende del af disse omkostninger går til behandling af de fysiske og psykiske skader, som er forårsaget af alkohol. Til oplysning anvendes 145 mio. kr. (2001) til alkoholbehandling og behandlingshjem for alkoholskadede, dvs. den behandling, som tager sigte på at ændre den alkoholafhængige adfærd, jf. kapitel 2.

Skal man vurdere behovet for alkoholbehandling, skal man gøre sig klart, at der er to forskellige former for behandling:

  • Den behandling, der gives på sygehuse til lindring af de sygdomme, der er opstået på baggrund af et intensivt alkoholforbrug, eller til skader og forgiftninger opstået på baggrund af fuldskab
  • Den behandling, som gives i almen praksis, i alkoholambulatorier og på behandlingshjem, som sigter på at støtte storforbrugere og afhængige forbrugere i at ændre adfærd over for alkohol.

I denne sammenhæng skal der fokuseres på at indkredse behovet for den behandling, hvis formål er en adfærdsændring.

Storforbruget, det skadelige forbrug og alkoholafhængighed Storforbruget

Formålet med at definere et begreb som storforbrug er at indkredse og beskrive den målgruppe, som har behov for en justering af alkoholforbruget – men hvor der endnu ikke er behov for en egentlig behandling. Indsatsen i forhold til storforbrugere kan rettes direkte mod målgruppen som oplysning, der gør det muligt for storforbrugere selv at justere forbruget. Dette er hensigten med alkoholkampagnerne. Derudover vil professionelle, navnlig de praktiserende læger, kunne yde en tidlig rådgivende indsats, der motiverer til justering af alkoholforbruget.

Der eksisterer hverken en national eller international enighed om definitionen på storforbrug. Men der er to forskellige indfaldsvinkler til indkredsning af storforbruget og afgrænsningen til det sociale, rekreative forbrug. Den ene indfaldsvinkel fokuserer på, hvor meget man drikker. Der er med udgangspunkt i alkoholforbrugets konsekvenser for helbredet sat et kvantitativt skel mellem det moderate forbrug og storforbruget, nemlig de højst 14 genstande om ugen for kvinder og højst 21 genstande om ugen for mænd (Hardt og Becker, 1999). Den anden indfaldsvinkel fokuserer mere på forbrugsmønstre og konsekvenser af alkoholforbruget. Storforbruget karakteriseres hermed som det forbrug, der giver høj risiko for at skade brugerens fysiske og psykiske sundhed, og som måske allerede i nogen grad har påvirket evnen til at fungere. Dog uden at der er tale om massive problemer eller afhængighed af alkohol.

Den kvantitative indfaldsvinkel giver en god tommelfingerregel for, hvornår man bør se nærmere på sit eget alkoholforbrug. En sådan generelt formuleret grænse er velegnet til den brede befolkningsrettede oplysning og til at anslå et omfang af storforbrugere. Den vil imidlertid ikke kunne stå alene, når det enkelte individs alkoholforbrug skal vurderes i en behandlingskontakt. Her må forbrugsmønstret og konsekvenserne af forbruget inddrages. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at kombinere de to indfaldsvinkler.

Det skadelige forbrug

Definitionen af et skadeligt alkoholforbrug, jævnfør WHO's diagnoseklassifikationssystem ICD10, er et alkoholforbrug, som allerede har ført til fysisk eller psykisk skade, men som endnu ikke kan defineres som et afhængigt alkoholforbrug. I praksis vil det være meget svært at skelne mellem gruppen med storforbrug og gruppen med et skadeligt forbrug. Desuden vil indsatsen i forhold til disse to grupper ikke være principielt forskellig. I denne udredning anvendes derfor kun begrebet storforbrug af alkohol som dækkende for både gruppen med risiko for fysiske og psykiske skader og for gruppen, hvor der allerede er forekommet skader. Dog uden at der endnu er tale om afhængighed.

Med fastlæggelsen af genstandsgrænserne kan omfanget af storforbrugere, inkl. personer med et skadeligt forbrug, og afhængige forbrugere indkredses. Ifølge undersøgelsen Sundhed og sygelighed i Danmark 2000 (Statens Institut for Folkesundhed, 2002) drejer det sig om 15 pct. af mændene og 9 pct. af kvinderne, der drikker over genstandsgrænserne. Mens det i en undersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen i 2000 er ca. 21 pct. af mændene og ca. 13 pct. af kvinderne, der drikker på eller over genstandsgrænserne. At Sundhedsstyrelsens tal er højere beror på, at der her er spurgt til, hvor mange der drikker på eller over genstandsgrænserne.

Alkoholafhængighed

I WHO's diagnoseklassifikationssystem, der baserer sig på det amerikanske psykiatriske diagnosesystem DSM IV, lider en person af et alkoholafhængighedssyndrom, hvis en person inden for et år har haft tre eller flere af følgende reaktioner:

  • "craving", dvs. et tvangsmæssigt ønske om at drikke
  • kontroltab, dvs. at man ikke kan stoppe med at drikke, når man først er begyndt
  • fysiske abstinenser
  • toleranceudvikling med behov for stadig større mængder alkohol for at opnå samme effekt
  • mindsket interesse for andre aktiviteter eller et stort forbrug af tid på at skaffe alkohol
  • fortsat drikkeri på trods af kendskab til skadelige følger.

I Danmark eksisterer der ingen opgørelser over antallet af alkoholafhængige. Ifølge Landspatientregisteret var antallet af indlæggelser i 1999 på somatiske sygehusafdelinger med en alkoholrelateret hoveddiagnose 15.525. På psykiatriske afdelinger og visse behandlingshjem var der i 1999 8395 indlæggelser med en alkoholrelateret diagnose. I alt er der således tale om 23.920 indlæggelser med en alkoholrelateret diagnose. Der er ingen fortløbende registreringer af personer, som er behandlet i alkoholambulatorierne eller på offentlige eller private behandlingshjem. I forbindelse med denne udredning er der foretaget en opgørelse, der viser, at amterne i 2000 har behandlet ca. 17.000 personer ambulant og ca. 650 personer i døgnbehandling. Disse opgørelser giver et fingerpeg om, i hvilket omfang alkoholafhængige har søgt hjælp på grund af deres alkoholrelaterede lidelser, men de er stadig ikke et mål for antallet af alkoholafhængige.

Overlæge Finn Zierau, alkoholenheden på Hvidovre Hospital, har på baggrund af amerikanske undersøgelser foretaget et skøn over antallet af alkoholafhængige i Danmark. Han angiver antallet af alkoholafhængige til 200.000-250.000. ("Alkohol på godt og ondt", Psykiatrifondens Forlag, 2001). På baggrund af Sundhed- og Sygelighedsundersøgelsen vurderes antallet af mennesker, der drikker over genstandsgrænserne, at være 500.000. Trækkes førstnævnte tal fra sidstnævnte må antallet af storforbrugere vurderes at være ca. 300.000.

En amerikansk undersøgelse (National Longitudinal Alcohol Epidemiologic Survey fra National Institute on Alcohol Abuse and Alcoholism) gør det muligt på basis af DSM IV-kriterierne for afhængighed at foretage et skøn over antallet af personer med alkoholafhængighedssyndrom. Undersøgelsen viste, at der var tale om 4,38 pct. af personer på 18 år eller derover.

Undersøgelsen opererede også med begrebet alkoholmisbrug som en kategori, der angiver et problemniveau, der er lavere end alkoholafhængigheden. Alkoholmisbrug er defineret som følger:

  • personer, der drikker, selvom alkoholforbruget har fået konsekvenser for de sociale relationer
  • gentagen indtagelse af alkohol i situationer, hvor alkoholforbrug er fysisk farligt
  • gentagen alkoholforbrug, der forhindrer varetagelse af vigtige rolleforpligtelser
  • gentagne alkoholrelaterede problemer med overtrædelse af lovgivningen.

Denne definition er en indkredsning af de mere belastede storforbrugere, hvis forbrug giver sociale skader, men endnu ikke har udviklet sig til afhængighed.

I USA er det 3,03 pct. af voksne på 18 år eller derover, der opfylder disse kriterier.

Da alkoholforbruget i USA var 6,5 liter ren alkohol pr. indbygger i 1998, mens alkoholforbruget i Danmark var 9,5 liter pr. indbygger i 1999, vil antallet af alkoholafhængige være undervurderet, hvis man antager, at andelen i Danmark svarer til andelen i USA. Da der ikke eksisterer nogen tilsvarende dansk undersøgelse, vil denne beregningsmetode blive benyttet som basis for et minimumsskøn. Hvis 4,38 pct. af de voksne danskere på 18 år eller derover er alkoholafhængige, svarer det til ca. 180.000 personer. Hvis 3,03 pct. voksne danskere er misbrugere svarer det til ca. 125.000 personer. Der er således i alt tale om ca. 300.000 mennesker med enten alkoholafhængighed eller et misbrug af alkohol, der kræver en ændring for ikke at skabe problemer for den enkelte eller samfundet.

På trods af usikkerhederne i et sådant skøn er det klart, at der er der tale om et meget stort, behandlingskrævende alkoholproblem. At der ikke foreligger synlige, lange ventelister til alkoholbehandling, kan skyldes flere forhold. Det kan hænge sammen med den manglende opsporing af patienter med alkoholproblemer. Det kan skyldes manglende information blandt såvel personer med alkoholproblemer som læger og andet frontpersonale. Også alkoholproblemets tabuiserede karakter kan have betydning for, at mange ikke henvender sig. Det kan ligeledes hænge sammen med, at det oftest ikke tjener noget formål at skrive personer med alkoholmisbrug på en venteliste. Alkoholbehandling skal iværksættes, når alkoholmisbrugeren er motiveret for det, og ikke 2-3 måneder senere. Endelig hænger det sammen med, at tilbudet om alkoholbehandling varierer fra amt til amt. Således bruger man ikke ventelister til døgnbehandling i alle amter, fordi tilbudet om døgnbehandling er begrænset.

Men selvom der ikke er ventelister, der illustrerer problemets omfang, vil de negative konsekvenser for den enkelte, de pårørende og samfundet som sådan kræve samfundets ressourcer. Det vil de i form af hospitalsindlæggelser, psykiske lidelser, anbringelse af børn uden for hjemmet, kriminalitet, ulykker, nedsat produktivitet, sygedagpenge, førtidspensioner m.v. Et behandlingstilbud, der kvantitativt og kvalitativt passer til behovet, vil derfor være den mest hensigtsmæssige udnyttelse af ressourcerne, da besparelser på alkoholområdet vil forskyde ressourceforbruget til andre områder.

Alkoholbehandling – et ikke-opprioriteret område

Prioriteringen og organiseringen af alkoholbehandling er i vid udstrækning en afspejling af samfundets forståelse af og holdning til alkoholforbrug og misbrug. For omkring 100 år siden blev alkoholmisbrug opfattet som et udtryk for viljemæssig karaktersvaghed og uansvarlighed, og den samfundsmæssige opfattelse af vejen ud af misbrug var derfor, at misbrugeren skulle tage sig sammen, skulle genopdrages, tugtes eller straffes.

I tiden efter anden verdenskrig bevægede tankegangen både i Danmark og internationalt sig hen imod en opfattelse af alkoholisme som en sygdom. Dvs. alkoholisme blev forstået som en iboende defekt i den enkelte misbruger. Konsekvensen af denne opfattelse er, at alkoholmisbrug kun er et problem for en mindre gruppe, og at der kan skelnes skarpt mellem de, der kan drikke, hvad de vil, og de, der vil udvikle et alkoholmisbrug. Med den danske opdagelse af antabus i 1948 havde man et behandlingstilbud, der svarede til denne opfattelse af alkoholmisbrug som en sygdom. Antabus bevirker en hæmning af visse leverenzymers aktivitet, hvorved nedbrydningen af alkohol afbrydes. Hvis en person i antabusbehandling drikker alkohol, opstår der en forgiftning med ubehagelige symptomer til følge. Det er bevidstheden om denne forgiftningstilstand, der skal afholde personen fra at drikke, da selv små mængder alkohol kan provokere symptomerne. Denne behandlingsform svarer til opfattelsen af, at alkoholmisbrug skyldes en iboende defekt, som den enkelte ikke har en bevidst kontrol over, hvorfor adfærden skal ændres ved hjælp af udefra kommende kemiske hjælpemidler.

Antabusbehandlingen har netop i Danmark fået en helt enestående udbredelse. Antabus har i mange år været næsten identisk med alkoholbehandling. Så sent som i 1988 viste en undersøgelse af behandlingen ved danske alkoholambulatorier, at 97 pct. af klientellet var blevet behandlet med antabus (Skinhøj et al., 1988). Dette er et tydeligt tegn på den svage videnskabelige fundering af alkoholbehandlingen, da der er meget lille evidens for en positiv effekt. I en svensk udredning af behandlingsmetoder fra 2001 3 konkluderes det, at behandling med antabus kun har effekt, hvis der sker en sideløbende overvågning af antabusindtagelsen. Behandling, som alene består af antabus, har ingen virkning.

I undersøgelsen af alkoholbehandlingen fra 1988 gives der et bud på en forklaring på den overvældende anvendelse af antabus. "Personalet er generelt kritiske over for Antabus og giver udtryk for, at Antabusbehandlingen på langt sigt er en erstatning for manglende behandlingsressourcer i det pågældende behandlingstilbud" (Skinhøj et al., 1988, s. 128).

Sygdomsopfattelsen betød imidlertid umiddelbart et fremskridt for alkoholikere, idet de nu ansås som berettiget til at få behandling inden for eller i tilknytning til sundhedssystemet. I forlængelse heraf blev alkoholismebehandlingen i højere grad en lægelig opgave.

Fra midten af 70erne blev opfattelsen af alkoholmisbrug som en sygdom nedtonet, og alkoholproblemer blev nu primært omtalt som et symptom på mistrivsel. Tilsvarende blev behandlingen i stigende grad opfattet som en social opgave, der retter sig mod at løse alkoholikerens psykiske, sociale og økonomiske problemer. Alkoholmisbrug forstås således i høj grad som en afledt effekt af sociale belastninger og som et forhold, der primært vedrører personer med lav social status.

Dertil kommer, at denne opfattelse får den konsekvens, at der ikke er en forståelse for, at alkoholmisbrug er et selvstændigt problem, der kræver behandling som forudsætning for, at andre sociale problemer kan løses.

Først i 80erne gennemføres i større stil videnskabelige undersøgelser af alkoholbehandlingsmetoderne. Det blev her slået fast, at behandling af alkoholproblemer kun kan opnå varig effekt for en større gruppe af mennesker, hvis behandlingen indeholder centrale elementer, der retter sig mod den tænkning og adfærd, som er direkte knyttet til misbruget.

Samtidig er opfattelsen af årsagerne til alkoholmisbrug blevet meget mere nuanceret. Det er påvist, at udviklingen af alkoholmisbrug ofte indeholder en genetisk komponent, men at såvel psykiske som sociale og alkoholkulturelle forhold er afgørende for, om den enkelte udvikler et misbrug af alkohol. Det er blevet klart, at der ikke kan skelnes skarpt mellem et forbrug og et misbrug af alkohol, og at en meget stor gruppe mennesker periodisk kan udvikle problemer med alkohol. Det er samtidig blevet klart, at der er en sammenhæng mellem det gennemsnitlige forbrug af alkohol i et samfund og mængden af misbrugere, hvorfor en moderering af den samfundsmæssige alkoholkultur vil kunne nedsætte antallet af misbrugere.

Konklusion

Danskerne har et højt alkoholforbrug pr. indbygger i forhold til de andre lande, som vi normalt sammenligner os med. Det gælder både voksne over 20 år og unge under 20 år, og både kvinder og mænd. Den danske alkoholkultur er våd, og dette er bredt accepteret i samfundet.

Konsekvenserne af danskernes høje alkoholforbrug er, at sygelighed og dødelighed på grund af alkoholmisbrug er højere i Danmark end i for eksempel de andre nordiske lande. Et stort alkoholforbrug belaster familien, og fører i nogle tilfælde til, at den, der drikker, får sociale problemer i form af udstødning fra arbejdsmarkedet, manglende bolig og fjernelse af børn fra hjemmet.

De skadelige virkninger af et højt alkoholforbrug rammer ikke kun de omkring 200.000 alkoholafhængige, der findes i Danmark, men også nogle af de omkring 300.000 storforbrugere, som drikker mere end Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser, uden at være afhængige.

Prioriteringen og organiseringen af alkoholbehandlingen afspejler i vid udstrækning samfundets forståelse af og holdning til alkoholforbrug og -misbrug. Alkoholmisbrug er ofte tabuiseret og forstås i høj grad som en afledt effekt af sociale belastninger og som et forhold, der alene vedrører personer med lav social status.

Den multifaktorielle opfattelse af årsagerne til alkoholmisbrug er i meget højere grad end tidligere baseret på evidens. Og den bør derfor også afspejle sig i en anden prioritering og organisering af indsatsen for at dæmpe udviklingen i antallet af storforbrugere og alkoholafhængige på samfundsplan. Ligesom den må afspejle sig i en bred vifte af indsatstyper, som retter sig mod de forskellige grader af misbrug, som berører mellem 200.000 alkoholafhængige og 300.000 med et storforbrug af alkohol. 

Fodnoter

2 Sundhedsprofilen for Bispebjerg Hospital. Bispebjerg Hospital, Københavns Sundhedsdirektorat og DIKE. 1996.

3 "Behandling av alkohol- och narkotikaproblem". SBU, 2001.

 


Sidst opdateret 18-03-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055