Skip navigation


Minister: Reform skal sikre fortsat høj patienttilfredshed

20-03-2019
NYHED - Samlet set går det i den rigtige retning med patienternes tilfredshed med sygehusvæsenet, viser den årlige tilfredshedsundersøgelse, som regionerne offentliggjorde i sidste uge. Der er dog behov for endnu mere fokus på at involvere patienterne aktivt i egen behandling og på at hjælpe patienterne godt videre efter udskrivning, mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Tilfredsheden er generelt høj blandt patienterne på de danske sygehuse, hvor langt de fleste i den årlige spørgeskemaundersøgelse svarer, at de er tilfredse med den behandling, de har modtaget. 

Det glæder sundhedsminister Ellen Trane Nørby, der peger på, at den store tilfredshed først og fremmest er medarbejdernes fortjeneste.

”Vi har overordnet set et rigtig velfungerende sygehusvæsen, og det kan vi i høj grad takke de mange dygtige medarbejdere for. Tilfredsheden blandt patienterne er høj, og faktisk er vurderingen af personalets venlighed og imødekommenhed den absolutte topscorer blandt patienterne. Det er meget sigende,” siger Ellen Trane Nørby.

LUP’en gennemføres hvert år og består af fire delrapporter inden for psykiatri, somatik, fødende og akutmodtagelsen, hvor ambulante såvel som indlagte patienter svarer på en lang række spørgsmål om deres behandling.

Nødvendigt med reform
Mens den samlede tilfredshed ligger meget højt, særligt blandt patienter med fysiske sygdomme, så er der også flere punkter, hvor der er plads til forbedring. Det gælder særligt på parametre som sammenhæng og samarbejde.

Ellen Trane Nørby understreger derfor, at der skal gøres noget, hvis den ellers store tilfredshed skal bevares.

”Vi kan se, at nogle af steder, hvor skoen trykker, handler om sammenhæng i behandlingen og overgangen mellem sygehus og kommunal pleje. Det er desværre ikke et nyt problem, og det går heller ikke væk af sig selv. Faktisk er det en af de væsentligste grunde til, at vi har brug for en sundhedsreform,” siger ministeren.

Sundhedsvæsenet vil i fremtiden blive endnu mere presset af, at vi bliver flere ældre, og flere med en eller flere kroniske sygdomme. Med sundhedsreformen vil regeringen derfor rykke mere af den ikke-specialiserede behandling ud af sygehusene og tættere på borgerne – det skal dels lette lidt af trykket på sygehusene og dels give patienterne en mere sammenhængende og tryg behandling tæt på hvor de bor.

”Vi skal væk fra den silotankegang, der alt for ofte betyder, at patienter i dag ikke føler, at den ene hånd i sundhedsvæsenet ved, hvad den anden gør. Med 21 nye sundhedsfællesskaber vil vi fremover bygge bro mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge, som skal arbejde sammen om patienterne,” siger Ellen Trane Nørby.

Regionale forskelle
Årets LUP viser desuden, at der er regionale forskelle i patienternes tilfredshed, om end lidt mindre i år sammenlignet med sidste år. Det er fortsat Region Hovedstaden og Region Sjælland, der ligger dårligst i patienternes tilfredshedsvurderinger. Selvom Region Hovedstaden har forbedret sig på langt de fleste spørgsmål, har de ikke rykket sig nok til at komme op på landsgennemsnittet.

”Det er grundlæggende ikke rimeligt, at det er ens postnummer, der afgør, hvor god en behandling, man får. Det er derfor tydeligt, at vi har brug for at sikre en mere ensartet høj kvalitet i sundhedsvæsenet. Med sundhedsreformen vil vi sætte patienten først og sikre, at behandlingen er af høj kvalitet over hele landet,” siger Ellen Trane Nørby.

Fakta om LUP 
Det er Danske Regioner, der hvert år udgiver LUP’en, som er en spørgeskemaundersøgelse om patienters oplevelser i sygehusvæsenet. LUP’en udgives i fire delundersøgelser inden for s omatik, f ødende, p sykiatri, r etspsykiatri og akutmodtagelse (blev offentliggjort i januar 2019).

Formålet med LUP-undersøgelsen er at afdække den patientoplevede kvalitet i sygehusvæsenet og give input til at forbedre kvaliteten. 

Resultaterne fra undersøgelsen bliver opgjort på landsplan og for de enkelte regioner, sygehuse og afdelinger/ambulatorier.

Se mere om LUP'en på Danske Regioners hjemmeside


Sidst opdateret 20-03-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |