Skip navigation


Sundhedsministeren: Aftale sikrer sygehusbehandling af høj kvalitet

03-06-2014
PRESSEMEDDELELSE - "Med økonomaftalen sørger vi for, at der fortsat er penge til, at vi kan sikre korte ventetider og behandling af høj kvalitet på vores sygehuse". Det siger sundhedsminister Nick Hækkerup, der er tilfreds med den aftale om næste års økonomi, som regeringen i dag er nået til enighed om med Danske Regioner.

Regeringen og Danske Regioner har i dag indgået en aftale om regionernes økonomi for 2015. Aftalen betyder, at sygehusvæsnet har knap 1 milliarder kroner ekstra at gøre godt med det kommende år.

De ekstra penge skal bl.a. bruges til ny sygehusmedicin, nye behandlingsformer og behandling af ældre og kroniske patienter.

"Som socialdemokratisk sundhedsminister er jeg optaget af, at almindelige mennesker kan få en ordentlig og effektiv behandling på vores sygehuse, hvis de har brug for det. Og den her aftale betyder, at vi kan fastholde et stærkt fælles sygehusvæsen, hvor alle – både dem med fysiske og psykiske sygdomme – kan regne med korte ventetider og behandling af høj kvalitet", siger sundhedsminister Nick Hækkerup.

Aftalen bidrager også til den ligestilling af psykiatrien, som regeringen har taget fat på med en udrednings- og behandlingsret til psykiatriske patienter og sin langsigtede handlingsplan for psykiatrien.

"Vi lægger op til at give psykiatrien et økonomisk løft, der skal sikre, at den bliver en ligeværdig del af sundhedsvæsenet med kortere ventetid til udredning og behandling, mindre tvang og bedre fysiske rammer", siger sundhedsministeren og understreger, at løftet forudsætter tilslutning fra satspuljepartierne.

Økonomiaftalen sikrer også, at regionerne i 2015 kan investere 7 milliarder kroner i nye og bedre sygehuse, nye akutmodtagelser og moderniseringer af psykiatriske sygehuse.

Læs 'Aftale om regionernes økonomi for 2015' (PDF)

Faktaark: 
7 mia. kr. til anlægsinvesteringer i 2015 (PDF)

1 mia. kr. ekstra til sundhedsvæsenet i 2015 (PDF)

Yderligere oplysninger:
Særlig rådgiver Søren Lippert, tlf.: 23 00 00 03.
Pressechef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.


Sidst opdateret 03-06-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055