Skip navigation


Ingen smitte med ny coronavirus hos indlagt patient

28-01-2020
PRESSEMEDDELELSE – Statens Serum Institut har undersøgt prøven fra den patient, der i dag blev indlagt i højisolation på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Prøven viser, at patienten ikke er smittet med ny coronavirus.

-  Det er gode nyheder, vi har fået fra Statens Serum Institut. Ikke mindst for patienten og han nærmeste, som jeg sender mange tanker. Jeg følger fortsat udviklingen tæt, og vores beredskab står klar til at træde i funktion, så snart vi har brug for det, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

 

Mistanken om smitte opstod ved en dansker, der var kommet hjem fra Wuhan i Hubei-provinsen i Kina, som er et af de områder, hvor der er et virusudbrud.

Aarhus Universitetshospital i Skejby tog i dag en prøve fra patienten. Den blev sendt til analyse hos Statens Serum Institut i København. Her viste analyserne, at prøven er negativ, dvs. at der ikke er tale om ny coronavirus.
 

Det er fortsat Sundhedsstyrelsens vurdering, at der er lav risiko for smitte i Danmark. Såfremt der igen opstår mistanke om smitte, er der både på Aarhus Universitetshospital i Skejby og på Hvidovre Hospital højisolationsstuer, som kan modtage patienter med mistanke om smitte med ny coronavirus.

Der er løbende opdateringer på  Sundhedsstyrelsens hjemmeside  og  Udenrigsministeriets rejsevejledning .  I øjeblikket opfordres rejsende til at være ekstra forsigtige i hele Kina.


Yderligere oplysninger
Kommunikations- og pressechef Christian Lehmann, tlf. 2680 4026


Sidst opdateret 28-01-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |