Skip navigation


Sundhedsminister: Sammenhængsreformen er sund fornuft for danskerne

04-09-2018
PRESSEMEDDELELSE - En hverdag, der bliver nemmere og et sundhedsvæsen, der bliver enklere at manøvrere i – uanset om man er borger eller ansat. Det er målet for hver af den stribe af sundhedsinitiativer, som regeringen i dag præsenterede som en del af Sammenhængsreformen.

"Det handler simpelthen om sund fornuft. Dét har været min overskrift for alle de af vores forenklingstiltag, der blev præsenteret i dag – og det er den tilgang, som er styrende for den store omstilling af vores sundhedsvæsen, som vi vil præsentere til oktober," siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Hun fremhæver selv tre af tiltagene som rigtig gode eksempler på denne tankegang.

"Det er sund fornuft, når vi fjerner gebyret for beboere på et plejecenter, der ønsker at skifte til én fast læge. Det er sund fornuft, når vores praktiserende læge får en bedre mulighed for at skrive til os med digital post. Og det er sund fornuft, når vi ser på, om vi kan forenkle journaliseringsreglerne for medarbejderne i sundhedsvæsenet, så de kan bruge mindre tid på papirarbejde og mere tid sammen med patienten og borgeren. Både patienterne, de pårørende og de ansatte har krav på, at vi hele tiden forbedrer og forenkler vores sygehusvæsen, hvor vi kan," siger Ellen Trane Nørby.

Regeringens afbureaukratiseringsreform består af i alt 130 initiativer, som skal være med til at fjerne bøvl og bureaukrati for ansatte og borgere på tværs af hele den offentlige sektor. Målet er, at medarbejderne skal bruge mere tid på deres kerneopgave og mindre tid på unødigt bureaukrati.

Afbureaukratiseringsreformen er den første af Sammenhængsreformen i alt seks reformspor, som skal skabe bedre sammenhæng og højere kvalitet i vores fælles velfærd.

Du kan læse hele regeringens sammenhængsreform her.

Pressekontakt: Kommunikationschef Christian Lehmann 26 80 40 26.


Sidst opdateret 04-09-2018

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055