Skip navigation


Snart kan mænd, der har sex med mænd, også donere blod

17-08-2018
PRESSEMEDDELELSE - Sundhedsminister Ellen Trane Nørby ændrer nu reglerne, så mænd, der har eller har haft sex med mænd, også kan blive en del af bloddonorsystemet i Danmark. I dag er det forbudt for mænd, der har sex med mænd, at donere blod i Danmark på grund af karantæneregler.

Det bliver nu lavet om. I stedet for det nuværende forbud mod bloddonation, bliver der fra næste år indført en model, hvor mænd, der har sex med mænd, må donere blod efter en karantæneperiode på fire måneder.

”Jeg er meget glad for, at vi nu har fundet en model, hvor vi moderniserer det danske bloddonationssystem og sikrer mere ligestilling. Vi får samtidig hensynene til lige rettigheder og patientsikkerheden til at gå op i en højere enhed, og det betyder, at mænd, der har sex med mænd, nu også kan blive en del af vores donorkorps, hvis de har lyst til det,” siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Sidste år bad sundhedsministeren styrelsen for Patientsikkerhed om at finde en model, der moderniserede de danske regler. Det arbejde er nu afsluttet. Ændringen sker derfor på baggrund af en ny faglig vurdering fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Vurderingen er, at man ved bl.a. at indføre karantæneperioden på fire måneder kan gøre det muligt for mænd, der har sex med mænd at blive en del af bloddonorkorpset i Danmark.

”Det har også været meget vigtigt for mig som sundhedsminister at få sat skub i arbejdet med at få fundet en mere ligestillet og moderne model for bloddonation, der samtidig ikke går på kompromis på patientsikkerheden. Det glæder mig meget, at vi nu har den model klar,” siger Ellen Trane Nørby.

De nye regler for bloddonation træder i kraft i løbet af 2019.

Pressekontakt
Presserådgiver Anne Katrine Restrup på 3061 2532 eller akr@sum.dk.  

Baggrund
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby bad tilbage i efteråret 2017 Styrelsen for Patientsikkerhed om at se på muligheder og konsekvenser ved at ændre den nuværende danske praksis med permanent udelukkelse af mænd, der har eller haft sex med mænd (MSM) fra bloddonation.

Styrelsen for Patientsikkerhed blev bedt om forslag til karantæneperioder, og at foretage en risikovurdering ved de forskellige mulige karantæneperioder.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at blodbankerne med de tests, der i dag anvendes have mulighed for at opspore smitte i donorblod med nær 100 % sikkerhed.

Ud over en karantæneperiode på fire måneder, er der også i de nye regler lagt op til at blodbankscheferne lokalt, som i dag, efter en konkret vurdering kan lade personer donerer herudover.




Sidst opdateret 17-08-2018

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |