Skip navigation


Langsommelig styrelseshåndtering af Landsretsdom fra 2018

03-09-2019
PRESSEMEDDELELSE – Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har i dag informeret sundhedsordførerne i Folketinget om langsommelig håndtering af en Landsretsdom fra 2018, der har ændret retspraksis i sager om sundhedspersoner, som myndighederne mener bør få frataget deres autorisation.

Dommen har betydning for i alt 19 konkrete sager. I yderste konsekvens har de pågældende sundhedspersoner – mod hensigten – generhvervet deres fulde autorisation, mens de venter på den retssag, der skal fratage den permanent.

Magnus Heunicke kalder sagen meget alvorlig.

”Her er tale om læger og andre sundhedspersoner, som Styrelsen for Patientsikkerhed har konstateret store problemer med. Det er indlysende, at vi ikke kan leve med, at sundhedspersoner, der af hensyn til patientsikkerheden ikke skulle have lov til at arbejde, nu igen har fået muligheden for at gøre det – på grund af en utilfredsstillende og langsommelig sagshåndtering,” siger Magnus Heunicke.

”Det er afgørende, at vi grundigt får afdækket konsekvenserne og løsningerne på dem – og at der er fuld åbenhed om sagen. Derfor har jeg i dag orienteret partierne om den,” siger Magnus Heunicke.

Dommen i Østre Landsret faldt allerede i november. Men det var først i marts, at styrelsen første gang informerede departementet om sagen.

”Det er klart utilfredsstillende og har været med til at forværre sagen, at der skulle gå så lang tid. Nu, omfanget er blevet afdækket og de enkelte sager håndteret, har jeg brug for at vide, hvorfor det skulle tage så lang tid – og hvad styrelsen har gjort for at undgå, at det sker igen. Derfor har jeg nu bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om en grundig redegørelse for forløbet,” siger Magnus Heunicke.

FAKTA OM SAGEN:
Når Styrelsen for Patientsikkerhed fratager en sundhedspersons autorisation eller indskrænker dennes virksomhedsområde, er afgørelserne gyldige i to år. De fortsætter dog med at være gyldige, hvis styrelsen har anlagt en retssag om permanent autorisationsfrakendelse eller virksomhedsindskrænkning inden for to år fra styrelsens midlertidige afgørelse.

Den nye praksis, der følger af landsrettens dom i efteråret, betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal have indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, og der skal foretages en høring af sundhedspersonen, inden der kan udtages stævning. Det er en ændring i forhold til den hidtidige praksis, hvor man lagde til grund, at udtalelsen fra Retslægerådet og høring af sundhedspersonen kunne foretages, efter sagen var anlagt ved en domstol.

Efter en individuel gennemgang af samtlige sager har Styrelsen for Patientsikkerhed således truffet nye, øjeblikkelige sanktioner i de sager, hvor det har været muligt, og anlagt nye retssager, hvor det er relevant.

For at forhindre, at flere sager falder for tidsfristen, har ministeriet desuden bedt Retslægerådet om at hastebehandle en række aktuelle sager, så der kan anlægges retssag, inden de falder for to-års-fristen. Styrelsen for Patientsikkerhed har identificeret i alt 7 sager, hvor fristen udløber i år.

Samtidig har ministeriet og styrelsen nu ændret procedurerne, så lignende sager fremadrettet kan blive behandlet hurtigere. Det indebærer nye, præcise arbejdsprocesser mellem Styrelsen for Patientsikkerhed, Kammeradvokaten og Retslægerådet.

Her ligger sagerne:

  • I 9 af de 19 sager har styrelsen truffet nye midlertidige sanktioner begrundet i nye forhold svarende til de sanktioner, der fulgte af de oprindelige administrative afgørelser, som er bortfaldet.
  • 1 har fået en ny sanktion, der betyder, at vedkommende er under skærpet tilsyn.
  • I yderligere 2 af de 19 sager har Styrelsen for Patientsikkerhed ved sin fornyede gennemgang af sagerne vurderet, at der ikke er grundlag for at træffe en ny midlertidig sanktion. Det skyldes at styrelsen ikke længere finder, at den pågældende er til fare for patientsikkerheden.
  • 7 af de 19 sager er fortsat under oplysning hos Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på en vurdering af, om der er grundlag for at pålægge sundhedspersonerne en ny eller supplerende sanktion.
  • 2 af disse 7 har en ordinationsindskrænkning, der betyder, at de ikke kan udskrive medicin.
  • 2 andre af de 7 er langtidssygemeldt.
  • Reelt er der altså 3 sundhedspersoner, der ikke længere er omfattet af en sanktion og i princippet vil kunne virke igen. Dem følger Styrelsen for Patientsikkerhed derfor tæt.

Yderligere oplysninger:

Presse- og kommunikationschef Christian Lehmann, tlf.: 26 80 40 26, mail: cle@sum.dk


Sidst opdateret 03-09-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |