Skip navigation


Færre udsættes for tvang i psykiatrien

10-07-2013
NYHED - Fra 2011 til 2012 er der sket et fald i antallet af patienter, der udsættes for tvang i psykiatrien. Det viser nye tal fra Sundhedsministeriet.

Sidste år blev 21,8 pct. af patienterne i psykiatrien udsat for tvang. Det er færre end i 2011, hvor 22,7 pct. af patienterne eksempelvis fik medicin eller blev holdt fast mod deres vilje.

"Det er positivt, at der er sket et fald i antallet af psykiatriske patienter, som har været udsat for tvang. For tvang er voldsomt indgribende for den enkelte patient og skal kun bruges som den absolut sidste udvej", siger sundhedsminister Astrid Krag.

Tallene viser også, at langt færre patienter end tidligere får elektrokonvulsiv terapi (ECT). Fra 2011 til 2012 er der således sket et markant fald i brugen af ECT med tvang på ca. 30 pct. – fra 105 patienter i 2011 til 72 i 2012. Det er det laveste antal de seneste 12 år.

I samme periode er der sket en stigning i antallet af indlagte patienter i psykiatrien. Sidste år var 26.739 patienter indlagt, mens det året før var 25.859.

Læs opgørelsen over brugen af tvang i psykiatrien på Statens Serum Instituts hjemmeside - www.ssi.dk

Regeringen har en målsætning om at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien, og derfor er tvang også et af de områder, som regeringens psykiatriudvalg analyserer og drøfter.

Udvalget præsenterer sine anbefalinger efter sommerferien, og derefter vil regeringen med afsæt i anbefalingerne udarbejde en samlet langsigtet plan for den fremtidige udvikling og udbygning af hele psykiatriområdet. 


Sidst opdateret 11-07-2013

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055