Cirka hver femte psykiatriske patient blev udsat for tvang i en eller anden form i 2009.
Det viser en ny opgørelse over brugen af tvang i psykiatrien, som Sundhedsstyrelsen netop har offentliggjort.
Dermed ligger brugen af tvang for 2009 på niveau med brugen af tvang i 2008.
Antallet af psykiatriske patienter, der blev frihedsberøvet, steg svagt fra 4.134 personer i 2008 til 4.392 personer i 2009. Antallet af psykiatriske patienter, der blev tvangsfikseret, steg marginalt fra 1.913 i 2008 til 1.940 i 2009.
Samtidig er der imidlertid fald i anvendelsen af tvang for så vidt angår anvendelse af remme, fastholdelse og beroligende medicin.
Tallene skal ses i lyset af, at antallet af personer indlagt på psykiatriske afdelinger steg fra 24.311 i 2008 til 26.014 i 2009.
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder er ikke tilfreds.
Han henviser bl.a. til, at regeringen har vedtaget en handlingsplan for psykiatrien til 840 mio. kr. for 2010-2013.
Med satspuljeaftalen for 2011-14 blev der sat 18,6 mio. kr. af til et nyt projekt om brug af tvang i psykiatrien. Derudover har regeringen bl.a. taget initiativ til Projekt om implementeringsnetværk, der kørte i starten af 2010, og der er udgivet et idékatalog og seks inspirationsfilm, der giver regionerne forslag til, hvordan man kommer den unødvendige tvang i psykiatrien til livs.
”Jeg håber, vores fokus på området vil vise sig i nogle af de kommende redegørelser for tvang i psykiatrien. Samtidig er det vigtigt at huske, at det aldrig bliver muligt helt at undgå tvang i psykiatrien. Mangel på tvang kan i nogle tilfælde være mangel på omsorg, og vi har pligt til at hjælpe de patienter, der har brug for det – også når de på grund af alvorlig psykisk sygdom ikke har mulighed for at varetage deres egne interesser,” siger Bertel Haarder.
Se Sundhedsstyrelsens opgørelser over anvendelse af tvang i psykiatrien i 2009 (linker til Sundhedsstyrelsens hjemmeside)
Yderligere oplysninger
Chefkonsulent Susanne Beck Petersen, tlf. 72 26 94 79
Pressemedarbejder Marie Nyhus, tlf. 72 26 94 17