Skip navigation


Patienter får medicinsk cannabis mod neuropatiske smerter

14-06-2018
NYHED – Medicinsk cannabis bliver hovedsageligt givet mod neuropatiske smerter. Det viser kvartalstal fra Lægemiddelstatistikregistret.

741 borgere har fået i alt 1.255 recepter på produkter med medicinsk cannabis i løbet af de tre første måneder i år.

411 af recepterne blev udskrevet på cannabisprodukter, der er en del af forsøgsordningen med medicinsk cannabis.

De fleste borgere fik medicinsk cannabis mod såkaldte neuropatiske smerter, som er smerter forårsaget af skader på nervesystemet.

Det viser monitoreringen for 1. kvartal 2018 af brugen af medicinsk cannabis. Tallene stammer fra apotekernes indberetninger til Lægemiddelstatistikregistret (LSR).

FAKTA: 

  • Der er indløst 1.255 recepter på medicinsk cannabis til 741 borgere, når alle lægemidler m.v. indeholdende medicinsk cannabis medtages 
  • Flest borgere (365) har indløst recept på magistrelle lægemidler indeholdende medicinsk cannabis 
  • Der er indløst 411 recepter på cannabisprodukter omfattet af forsøgsordningen til 227 borgere 
  • Det er primært borgere i aldersgruppen 42-64 år, der har indløst recept på medicinsk cannabis samlet og på forsøgsordningens cannabisprodukter 
  • Flere kvinder – 61 pct. – end mænd har købt cannabisprodukter i forsøgsordningen 
  • Flest borgere har indløst en recept på medicinsk cannabis, der er udskrevet af en speciallæge 
  • Cannabisprodukterne i forsøgsordningen er primært givet ’mod neuropatiske smerter’

FAKTA – Hvad er forskellen på LSR-tallene og FMK-tallene?

  • Foruden tallene fra Lægemiddelstatistikregistret bliver der hver måned trukket tal fra det Fælles Medicinkort (FMK). Tallene bygger på lægernes ordinationer iFMK og viser, hvor mange læger, der ordinerer medicinsk cannabis, og hvor mange patienter lægerne udskriver recepter til.

             Her kan du læse om FMK-tallene for maj.

  • Tallene fra LSR er en måned bagud i forhold til FMK-tallene, fordi processen for kvalitetssikring er længere. Til gengæld er talmaterialet større og dækker både over primær- og sekundærsektor.

Pressekontakt: Freja Kierstein Johansen, presse- og kommunikationsrådgiver, tlf. 22 15 26 37 / fkj@sum.dk


Sidst opdateret 14-06-2018

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055