Skip navigation


Eksperimentel behandling skal hjælpe kræftpatienter

23-01-2018
PRESSEMEDDELELSE – 3,2 mio. kr. er på vej ud til en række kræftafdelinger for at afprøve nye metoder inden for kræftkirurgi. Vi skal turde eksperimentere for at udvikle nye og bedre behandlinger til patienterne, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Stadig flere danskere overlever, efter at de har fået konstateret kræft, og kræftbehandlingen i Danmark er i verdensklasse.

Men overlevelsen og livskvaliteten for kræftpatienter kan blive endnu bedre.

Derfor får nogle af de dygtigste kræftkirurgiske afdelinger nu mulighed for at afprøve metoder, som patienterne ikke får tilbudt i dag.

I Kræftplan IV blev der afsat midler til etablering af centre for eksperimentel kræftkirurgi, og nu er de første 3,2 mio. kr. på vej ud til en række forsøg.

”Det går fremad med behandlingen af kræftpatienter. Bl.a. på grund af de fire store kræftplaner, som vi politisk har sat i værk, der giver penge til både kapacitet og opfølgning. Men vi skal også turde eksperimentere med nye metoder for at udvikle nye og bedre behandlinger, som vi kan tilbyde patienterne. Derfor støtter vi nu afprøvningen af en række kirurgiske indgreb for at se, om de virker effektivt og kan tilbydes til patienterne fremover”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

9 forskellige afdelinger involveret
De 3,2 mio. kr. går til 5 samarbejdsprojekter, der i alt involverer 9 forskellige afdelinger.

Se fordelingen af midler til bl.a. Aarhus, Odense, Herlev og København  (PDF)

Med pengene får afdelinger, som er specialiserede inden for kræftkirurgi, mulighed for at afprøve kirurgiske indgreb, som ikke i dag ikke kan rummes inden for den eksisterende drift.

Eksempelvis ønsker tre kræftafdelinger fra Aarhus, Odense og København at samarbejde om at afprøve en ny kirurgisk behandling til patienter med mundsvælgkræft i stedet for den traditionelle stråleterapi, der har mange ubehagelige bivirkninger for den patientgruppe.

Og en afdeling på Rigshospitalet vil gerne tilbyde patienter med avanceret kræft i bugspytkirtlen en operation, der indebærer, at man indsætter midlertidige kunstige blodpropper hos patienter, som ikke ellers ville kunne være opereret.

Patienter fra hele landet
I princippet skal alle relevante patienter kunne henvises til forsøgene, uanset hvor i Danmark de bor.

For sundhedsminister Ellen Trane Nørby er den eksperimentelle kræftkirurgi endnu et skridt på vejen til at fremtidssikre indsatsen på kræftområdet, så sundhedsvæsnet er rustet til at tilbyde behandling i verdensklasse.

”Det er regeringens klare målsætning, at overlevelsen i Danmark i 2025 er på niveau med de bedste af vores nordiske naboer, og vi er på rette vej. Men for at endnu flere skal overleve kræft, kræver det, at alle kræftafdelinger og regioner arbejder mest muligt sammen om at udmønte de konkrete initiativer i Kræftplan IV. Det er den eksperimentelle kræftkirurgi et godt eksempel på”, siger Ellen Trane Nørby.

Fakta:

• I Kræftplan IV, også kaldet Patienternes kræftplan, er der afsat midler til etablering af 1-2 centre for eksperimentel kræftkirurgi i Danmark.
• Der er afsat 3 mio. kr. årligt 2017-2018 og herefter 2 mio.kr. årligt til etablering og drift af centrene.
• Kirurgiske centre er ikke nye fysiske lokaliteter men afdelinger, som er specialiserede inden for kræftkirurgi, og som får mulighed for at afprøve kirurgiske indgreb, som ikke i dag ville være mulige. Pengene går til opsætning af protokol til dokumentation, efteruddannelse, mindre udstyr mv.
• Det er Sundhedsstyrelsen, der efter faglig rådgivning, der afgør, hvilke projekter, der får bevilget penge på baggrund af ansøgninger.

Læs ’Kræftplan IV på vej ud til patienterne’.


Sidst opdateret 26-03-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055