Skip navigation


35 millioner kr. til sundhedsfremmende aktiviteter

13-04-2015
NYHED – 18 foreninger modtager nu 35 millioner kroner af Sundhedsministeriet til aktiviteter, der styrker indsatsen inden for blandt andet alkoholrådgivning og seksuel sundhed.

Telefonrådgivning til misbrugere og pårørende til mennesker, der drikker for meget alkohol, og information om prævention, abort og AIDS er nogle af de sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende aktiviteter, der også i år kan gennemføres med økonomisk støtte fra Sundhedsministeriet.

Foreningerne, der i alt får 35,3 millioner kroner i støtte fra den såkaldte sundhedsfremmepulje, har alle tilbud og aktiviteter, som på forskellig vis er med til at fremme folkesundheden og forebygge sygdomme i Danmark.

AIDS-Fondet modtager det største beløb på cirka 14 millioner kroner til landsdækkende oplysning- og testaktiviteter. Mens Alkohol & Samfund modtager 5,5 millioner kroner til at udvikle og drive en national telefonrådgivning om alkohol.

Derudover bliver der i år også uddelt cirka 1 million kroner til Psykiatrifonden, som i samarbejde med DGI vil fremme social og sportslig inklusion af børn, der mistrives.

Fakta: 35,3 millioner kroner til 18 organisationer i 2015

  • 16,7 mio. kr. til organisationer på området for seksuel sundhed. (Komiteen for Sundhedsoplysning, AIDS-Fondet, Sex & Samfund)
  • 11,6 mio.kr. til organisationer på alkoholområdet. (Landsforeningen Lænken, Dansk Center Vedrørende Alle Afhængigheder, Alkohol & Samfund, Blå Kors Danmark, KFUM´s Sociale Arbejde i Danmark, IOGT)
  • 2,2 mio. kr. til organisationer på området for astma og allergi. (Astma-Allergi Danmark)
  • 1,1 mio.kr. til organisationer på området for mental sundhed. (Psykiatrifonden)
  • 0,6 mio. kr. til organisationer på anti-dopingområdet. (Anti Doping Danmark)
  • 0,9 mio. kr. til organisationer på området for tværkommunale netværk for sundhedsfremme og forebyggelse. (Sund By Netværket, SundhedsDoktor A/S)
  • 2,3 millioner til organisationer på monitoreringsområdet. (Afd. For Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet, Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital, Institut for Folkesundhed på Aarhus Universiet (ESPAD))

    Sidst opdateret 13-04-2015

    Kontaktinformation

    Holbergsgade 6
    1057 København K
     | tlf: 72269000
     | EAN: 5798000362055