Skip navigation


Sundhedsministeren: Forbud fremmer ikke sundheden

24-04-2014
NYHED - Folkesundheden skal fremmes gennem motivation – ikke forbud og regler. Det mener sundhedsminister Nick Hækkerup, der i dag åbnede en stor konference, som satte fokus på, hvordan partnerskaber på tværs af det offentlige, private og frivillige Danmark kan løfte danskernes sundhed.

"Vi skal ikke gennem forbud og regler tvinge folk til at leve på en bestemt måde. Jeg har den tilgang til sundhed, at det skal være lyst og motivation, der skal få den enkelte til at ændre vaner. Derfor tror jeg også, at partnerskaber mellem foreninger, private virksomheder og offentlige myndigheder kan gøre en forskel for danskernes sundhed. For de kan inspirere til et sundere liv."

Det var hovedbudskabet fra sundhedsminister Nick Hækkerup til de mange repræsentanter for blandt andre foreninger, boligselskaber, idrætsklubber, private virksomheder og offentlige organisationer, der i dag deltog i en stor konference arrangeret af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. 

På konferencen kunne de mange fremmødte bl.a. høre om partnerskabet 'Ulighed i sundhed', som blandt andre fagforbundet 3F står bag. I samarbejde med Falck Healthcare og over 50 arbejdspladser er det lykkedes at fremme sundheden blandt mange af de ca. 8.000 medarbejdere, der har deltaget i projektet. De er for eksempel stoppet med at ryge eller har skåret ned på alkoholforbruget. 

Og de positive resultater er et godt eksempel på, at partnerskaber kan få danskerne – også dem som almindeligvis ikke er særligt motiverede for at ændre livsstil – til at leve sundere.

”Rigtig mange vil gerne leve lidt sundere, men det kan være svært at bevare motivationen og trække i træningstøjet eller stoppe med at ryge, hvis det er et enmandsprojekt. Men hvis løbeturene eller rygestoppet bliver aktiviteter, som man kan dele med for eksempel kollegerne på arbejdspladsen, så kan det for mange være nemmere at ændre vaner”, siger Nick Hækkerup.

Fakta om partnerskaberne

Regeringen har afsat 120 millioner kroner til at understøtte etableringen af partnerskaber, der kan bidrage til at løfte danskernes sundhed. 

Partnerskaberne, der kan indgås mellem eksempelvis foreninger, fonde, private virksomheder og offentlige organisationer, skal understøtte de syv mål for danskernes sundhed, som regeringen har præsenteret tidligere i år.

Læs mere om partnerskaberne

Læs mere om de syv nationale mål for danskernes sundhed 


Sidst opdateret 24-04-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055