Skip navigation


Sundhedsministeren roser københavnsk sundhedscentermodel

22-04-2008
PRESSEMEDDELELSE - Ministerbesøg i Københavns Kommune. Ministeren besøgte den 21. april Københavns Kommunes sundhedscenter for kræftramte. Sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg tog i mod og fik lejlighed til at fortælle om kommunens indsats inden for forebyggelse og sundhedsfremme. Centerchef Jette Vibe-Petersen viste rundt på centret og fortalte om de tilbud, som kræftpatienter får tilbudt i form af fysisk træning, undervisning, kostvejledning og psykologhjælp. Læs mere i pressemeddelelsen.


Det betaler sig at sætte fokus på rehabiliteringen af kræftramte og kronisk syge, viser erfaringer fra Københavns Kommune. I dag besøgte sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (C) sundhedscenter for kræftramte på Nørrebro. 

- Vi skal hjælpe sygdomsramte borgere til så høj en livskvalitet som muligt, ligesom vi skal understøtte dem i, at de skal have mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor er jeg glad for med egne øjne at se Københavns Kommunes indsats for kræftpatienter og kronisk syge, siger Jakob Axel Nielsen.

København har almene sundhedscentre på Østerbro og Nørrebro, som henvender sig til kronisk syge (borgere med KOL/rygerlunger, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme) samt sundhedscentret for kræftramte på Nørrebro, som drives i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. Indsatsen på sundhedscenter Østerbro er netop blevet evalueret. Den viser, at rehabiliteringen virker, og at borgerne er glade for tilbuddet.

Fælles for centrene er, at de tilbyder undervisning, kostvejledning, rygestop og fysisk træning, der giver borgerne mulighed for et selvstændigt og meningsfuldt liv på trods af sygdommenes begrænsninger. Kræftpatienter har desuden mulighed for at få psykologhjælp med at håndtere den mentale belastning, som en kræftsygdom er.

- Vi ved, at antallet af kronisk syge stiger hurtigt og foruroligende, og derfor har vi med kvalitetsreformen sat over en halv milliard kr. af til udvikling af forløbsprogrammer og patientundervisning til de kronisk syge, Erfaringerne fra København viser jo, at den rette hjælp har en afgørende betydning for denne meget store gruppe mennesker. Det kan være afgørende for, om den enkelte kan mestre et liv med kronisk sygdom og bevare en høj livskvalitet, siger Jakob Axel Nielsen.

Sundheds- og omsorgsborgmesteren i København, Mogens Lønborg (C) er glad for ministerens positive indtryk af sundhedscentrene. 

- Vi har bevist, at det kan lade sig gøre at hjælpe kronisk syge og kræftpatienter effektivt, men vi kan også se, at det er en meget tung opgave, og derfor håber jeg, at dagens besøg kan være med til at åbne op for en debat om, hvordan vi løfter og finansierer denne opgave, siger Mogens Lønborg.

For yderligere oplysninger kontakt:
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen via pressechef Peter Mørch på 7226 9412
Sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg via presserådgiver Peter Starup på 2637 1245
 


Sidst opdateret 21-12-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055