Skip navigation


En række lokale restriktioner i Nordjylland lempes

13-11-2020
PRESSEMEDDELELSE - På baggrund af nye data vurderer Indsatsgruppen for Covid-19-håndtering, at en række lokale restriktioner i syv nordjyske kommuner kan lempes. Regeringen har besluttet at følge anbefalingen.

Med henblik på at reducere smitteudviklingen med Covid-19 er der iværksat en række lokale restriktioner og tiltag i syv nordjyske kommuner.

På baggrund af nye smittedata og resultater fra sekventering vurderer Indsatsgruppen for Covid-19-håndtering, herunder sundhedsmyndighederne, at der er grundlag for at lempe enkelte af restriktionerne inden for de syv kommuner. Indsatsgruppen lægger bl.a. vægt på, at:

  • Der i de 7 nordjyske kommuner er fundet 72 smittede pr. 100.000 i den seneste uge, hvor tallet for en uge siden var 115. 
  • Der i de nordjyske kommuner er testet 41.713 fra 7.-10. oktober, hvor tallet ugen forinden var 12.816, svarende til mere end en tredobling.
  • Resultater af sekventeringen viser markant fald i andelen af personer smittet med minkvarianter i Region Nordjylland. I uge 44 var 21% af alle sekventerede prøver positive for minkvarianter i forhold til 53% i uge 42.
  • Alle mink i de 7 kommuner er forventeligt aflivet mandag d. 16. november 2020.

Regeringen har besluttet at følge Indsatsgruppens anbefalinger om at lempe enkelte restriktioner. Lempelserne vil gælde fra fra mandag den 16. november 2020.

Lempelserne betyder konkret:

Geografisk mobilitet
Der opfordres ikke længere til at begrænse mobiliteten mellem de 7 kommuner. Det vil sige, at beboerne i de berørte kommuner ikke længere opfordres til alene at krydse kommunegrænser mellem de berørte kommuner i særlige tilfælde.

Kollektiv trafik mv.
Der vil igen være mulighed for at anvende kollektiv transport på tværs af de berørte kommuner.

Dagtilbud, grundskole, ungdoms- og voksenuddannelser, kost-, efter- og folkehøjskoler
Børn i 5.-8. klassetrin må komme tilbage i skole.

Se faktaark

Indsatsgruppen følger udviklingen særdeles tæt, herunder med henblik på at vurdere, om der er grundlag for yderligere lempelser af restriktionerne i de nordjyske kommu-ner, samt hvorvidt der kan blive behov for yderligere restriktioner i andre kommuner.

Indsatsgruppen vil på baggrund af nye sekventeringstal for Nordjylland i løbet af uge 47 vurdere, om der er grundlag for at ændre den faglige indstilling fsva. de resterende restriktioner i de syv kommuner.
      
Fortsat sundhedsfagligt grundlag for aflivning af mink
I forhold til minkhold som reservoir for Covid-19-smitte er stadigvæk sundhedsmyn-dighedernes vurdering, at fortsat minkavl i Danmark indebærer en betydelig risiko for folkesundheden under den igangværende pandemi.

Der er således væsentligt sundhedsfagligt grundlag for aflivningen af den danske minkbestand.


Sidst opdateret 13-11-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |