Skip navigation


Politisk aftale om frivillig smittesporingsapp for COVID-19

15-05-2020
PRESSEMEDDELELSE - Smitteopsporingsappen smitte|stop er et konkret digitalt værktøj, der kan hjælpe danskerne med at bryde smittekæder i samfundet ved at give besked, hvis du har været på tæt afstand af en person med coronavirus. En politisk aftale om appen fastlægger principper for appens privatlivsbeskyttelse, datasikkerhed, formål og den teknologiske løsning.

Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Susanne Zimmer (UFG) har den 15. maj 2020 indgået aftale om principper, formål og teknologisk løsning for den danske smitteopsporingsapp.

Regeringen og aftalepartierne er enige om, at formålet med appen er smitteopsporing, hvor danskerne nemt og anonymt kan give besked til personer, som de har været tæt på, hvis de får COVID-19. Og de vil få samme besked, hvis de har været tæt på en person, der har fået COVID-19.

Appen anvender efter anbefalinger fra eksperter en decentral kontaktregistrering, hvor data om borgeres kontakter udelukkende gemmes på telefonen. Appen baseres på ny teknologi fra Google og Apple, som i disse uger indarbejdes i den danske app, som udvikles af it-virksomheden Netcompany.

Magnus Heunicke, sundheds- og ældreminister:
”Jo flere danskere, der downloader smitte|stop, jo mere kan appen hjælpe os alle til at bremse smittekæder. Derfor er det vigtigt, at der er bred politisk opbakning til den kommende app med nogle helt klare principper for formål, privacy og beskyttelse af danskernes data. Appen skal være sikker og nem at bruge for danskerne".

Rasmus Horn Langhoff (S):
"Dette er et vigtigt og effektivt redskab imod smittespredning af COVID-19".

Martin Geertsen, (V):
“Det virker helt naturligt, at man bruger moderne teknologi i forsøget på at opspore og dermed bremse corona-smitten. For os har det været vigtigt at sikre, at danskernes data bliver forsvarligt opbevaret, hvor den enkelte selv har kontrol over sine egne personlige oplysninger. Det synes vi er lykkedes med den app, der nu præsenteres i kampen mod corona”.

Stinus Lindgreen, (RV):
“Der er stort potentiale i at benytte teknologi som et supplement til at opspore og bryde smittekæder, hvilket er vigtigt for at have kontrol med epidemien - ikke mindst nu hvor der forventes øget aktivitet i samfundet. For Radikale Venstre har det været helt afgørende at sikre, at den valgte løsning har ét fokus - nemlig smitteopsporing - og ikke har elementer af adfærdsregulering. Samtidig skal en anonym decentral løsning sikre det højeste niveau af datasikkerhed og beskyttelse af borgernes privatliv uden mulighed for sporing af den enkelte borger. Det er vigtigt, at appen kommer til at fungere på tværs af grænser, da det vil være vigtigt i de kommende måneder, og så skal vi naturligvis følge anvendelsen over tid for at vurdere, om appen fungerer som ventet".

Kirsten Normann Andersen (SF):
”Vi er glade for, at der er indgået en aftale om en app med decentral lagring. Det har været afgørende for SF, at smittesporing og hensynet til retten til privatliv går hånd i hånd, og det lægger aftalen op til. Appen kan være et fint værktøj til smittesporing, men det er vigtigt, at vi først og fremmest undgår, at smitten spredes”.

Peder Hvelplund (EL):
“Det har været helt afgørende for os i Enhedslisten at Corona-Appen skal beskytte privatlivet og være et sikkert redskab til smittesporing. Der er blevet lyttet til vores kritik og bekymringer undervejs, og nu er vi landet på den model der sikrer brugernes privatliv allerbedst, det er jeg meget tilfreds med.“

Torsten Gejl (ALT):
"Med denne smittesporingsapp jager vi Coronavirussen aggressivt. Vi er efter den overalt hvor den befinder sig. Og når vi finder den, hjælper og isolerer vi dem, der er smittet, så smittesporet dør ud".

Data fra appen kan udover at hjælpe borgerne med smitteopsporing bidrage med information om smittespredning til brug for planlægning af testkapacitet. Partierne er derfor enige om, at den enkelte borger skal have mulighed for, som et tilvalg, at dele sine data fra appen anonymt og aggregeret med sundhedsmyndighederne.

Udvikling og rådgivning
Sundheds- og Ældreministeriet og Digitaliseringsstyrelsen samarbejder om udvikling af appen med it-virksomheden Netcompany som leverandør. Appen drøftes løbende i et netop nedsat Advisory Board, der består af en række forskere på området, sikkerhedseksperter og medlemmer fra regeringens Dataetisk Råd. Endelig er der igangsat et eksternt sikkerhedsreview af koden, appen vil blive drøftet i regeringens cybersikkerhedsråd og Datatilsynet er involveret i udviklingsarbejdet.

Appen forventes færdigudviklet og klar til lancering medio juni, når den nye teknologi fra Google og Apple er blevet tilgængelig for sundhedsmyndigheder og indarbejdet i den danske smittestops-app. 

Pressemeddelelse af den 1. maj 2020: "Ny Advisory Board skal rådgive myndighederne om den kommende danske smittestop-app"

Politisk aftale om frivillig smittesporingsapp for COVID-19 (PDF)

Faktaark - appen smittestop (PDF)

Kontaktinfo:
Sundheds- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 2132 4227
Rasmus Horn Langhoff (S), tlf.: 6162 5191
Martin Geertsen (V), tlf.: 6162 3040
Stinus Lindgreen (RV), tlf.: 3337 4712
Kirsten Norman Andersen (SF), tlf.: 6162 3040
Peder Hvelplund (EL), tlf.: 6162 3231
Per Larsen (K), tlf.: 9898 6598
Henrik Dahl (LA), tlf.: 6162 4573
Torsten Gejl (ALT), tlf.: 6162 4651


Sidst opdateret 16-05-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |