Skip navigation


Bred aftale om hjælp til ældre under coronakrisen

01-05-2020
PRESSEMEDDELELSE - Et bredt flertal af Folketingets partier afsætter 165 mio. kr., der bl.a. skal forbedre mulighederne for besøg hos svækkede ældre, herunder mennesker med demens.

Plejehjemsbeboere oplever i denne tid, at de ikke kan få besøg af deres familier og nære, og nogle sårbare ældre i eget hjem vælger at isolere sig på grund af smitterisiko. Det kan føre til ensomhed, utryghed og bekymring for den enkelte, som både oplever, at kontakten til de nærmeste er begrænset og hverdagslivet sat ud af spil.

Aftaleparterne er derfor enige om at afsætte midler til en række initiativer, som skal forebygge ensomhed og sikre, at ældre på plejehjem og ældre beboere i eget hjem kan fastholde deres livskvalitet og mentale helbred så godt som muligt under COVID 19. Hovedfokus er, at beboere på plejehjem, herunder beboere med demens, igen kan få besøg af familie og nære pårørende. Samtidig fastholdes fokus på sikkerhed, så de ældre skærmes mod smitte.

Derudover er det vigtigt, at serviceniveauet på ældreområdet bringes tilbage til normalt niveau i takt med genåbningen af samfundet. Og ældre, der har måttet undvære rengøring, skal tilbydes en grundig rengøring.

Aftalen indeholder 3 spor:

    • Nye løsninger for fastholdelse af social kontakt og livskvalitet, herunder besøg.
    • Øget aktivitet på serviceområdet - tilbagevenden til normalt niveau.
    • Partnerskab på ældreområdet under COVID-19 mod ensomhed.

Det første spor handler om nye løsninger for fastholdelse af social kontakt på plejehjem, og for ældre borgere i eget hjem, som grundet den øgede risiko for at blive alvorlig syg, hvis COVID-19 smitte rammer, har valgt at isolere sig for at undgå smitte. Det kan være besøgspavilloner, udestuer eller lignende tiltag, der gør besøg på udearealer hos ikke-smittede beboere på plejehjem muligt. Aftalepartierne lægger vægt på, at alle beboere får mulighed for at kunne modtage besøg fra sine pårørende på udendørsarealer, når Sundhedsstyrelsen har udarbejdet retningslinjer herfor.

Der er også afsat midler til bl.a. aflastende aktiviteter til pårørende af mennesker med demens, og støtte til rådgivning målrettet ældre, herunder borgere med demens og deres pårørende.

Partierne har desuden besluttet, at en fremtidig genåbning af plejehjem skal ske i flere hastigheder – nogle initiativer kan ske inden for de nuværende rammer, mens andre skal ske på længere sigt. Et sektorpartnerskab for genåbning af plejesektoren skal skabe fælles forståelse om ansvarlig genåbning i plejesektoren sådan, at de enkelte plejehjem er velforberedte på en kontrolleret og forsigtig genåbning.

Det andet spor handler om at sætte gang i en genetablering af hjælpen til ældre og pårørende i de mange kommuner, hvor ydelserne er blevet reduceret i en periode i forbindelse med håndteringen af COVID-19 situationen. Aftaleparterne er derfor enige om at indskærpe vigtigheden af, at de pågældende kommuner kommer tilbage til det normale niveau i takt med, at samfundet generelt genåbner.

Det tredje spor handler om at lave et partnerskab på ældreområdet under COVID-19, som får til opgave at indsamle og formidle gode erfaringer for at forebygge ensomhed.

Interessenter og organisationer kan efter aftale tilknyttes partnerskabet, hvis de ønsker at byde ind med ressourcer, viden og aktiviteter.

Læs "Aftale om initiativer for svækkede ældre i forbindelse med COVID-19" (pdf)

Yderligere oplysninger:
Sundheds- og Ældreministeriets pressetelefon: 21 32 47 27
Birgitte Vind (S), tlf. 61 62 51 45
Karina Adsbøl (DF), tlf. 61 62 51 90
Nils Sjøberg (RV), tlf. 33 37 55 00
Kirsten Normann Andersen (SF), tlf. 61 62 30 40
Peder Hvelplund (EL), tlf. 61 62 32 31
Per Larsen (K), 61 62 32 26
Mette Thiesen (NB), tlf. 61 62 50 96
Henrik Dahl (LA), tlf. 61 62 45 73
Torsten Geil (ALT), tlf. 61 62 46 51
Susanne Zimmer (UFG), tlf. 61 62 56 72


Sidst opdateret 05-05-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |