Skip navigation


Adgang til data og beregninger under coronaepidemien

06-05-2020
PRESSEMEDDELELSE - Der er naturligt stor efterspørgsel fra pressen og offentligheden efter adgang til data og vidensgrundlaget for beslutningsprocessen under coronaepidemien. Sundheds- og Ældreministeriet og de relevante faglige styrelser fremlægger information løbende og i takt med, at materialet er tilvejebragt, nøje gennemgået og efterprøvet.

Sundheds- og Ældreministeriet og de faglige styrelser har oplevet stor og voksende interesse for data til forskning i COVID-19 og arbejder ud fra et væsentligt princip om åbenhed og gennemsigtighed. Det skal være tydeligt, hvilke beregninger, antagelser og modeller, som det politiske beslutningsgrundlag baserer sig på.

Derfor påbegynder ekspertgruppen af forskere, der ved hjælp af matematiske modelleringer rådgiver regeringen og Folketinget i forbindelse med den gradvise genåbning af samfundet, nu offentliggørelsen af de kildekoder, der har ligget til grund for deres modelleringsberegninger. Den første offentliggørelse – af kildekoden, der lå til grund for gruppens arbejde offentliggjort i starten af april – vil ske i aften. Herefter følger den seneste udgave af kildekoden i takt med, at gruppen har den færdigbehandlet. I tillæg vil ekspertgruppen, der består af forskere fra bl.a. tre universiteter, Danmarks Statistik og Statens Seruminstitut, også offentliggøre et teknisk appendiks med parametre og modelstruktur for den populationsmodel, der anvendes til at udarbejde de matematiske modelleringer.

”Viden om corona-epidemien udvikler sig løbende, og det er afgørende med grundig og sundhedsfagligt velfunderet rådgivning samtidig med, at der er åbenhed om alle data og beregninger, så de kan efterprøves. Sundheds- og Ældreministeriet har nedsat en ekspertgruppe, der skal rådgive regeringen og Folketinget i forbindelse med den gradvise, kontrollerede genåbning af Danmark. Ekspertgruppen samler stor tværfaglighed og erfaring med nogle af de fremmeste forskere på sit felt. Ekspertgruppen har arbejdet i døgndrift og vil naturligvis fremlægge alle relevante data løbende,” siger sundhed- og ældreminister Magnus Heunicke.

Dagligt indblik i epidemiens udvikling

Statens Serum Institut udgiver dagligt epidemiologiske overvågningsrapporter om COVID-19 i Danmark. Rapporterne giver blandt andet indsigt i antal personer, som er testet positiv for COVID-19, antal testede personer i alt og antal personer, der er testet positiv. Derudover giver de daglige rapporter også et overblik over antal COVID-19-tilfælde fordelt på køn og alder og antal COVID-19-tilfælde i alt per 100.000 indbyggere fordelt på kommuneniveau. Statens Serum Institut har for nyligt udvidet den tilgængelige data sammen med Forskerservice i Sundhedsdatastyrelsen for – inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne – at imødekomme den voksende efterspørgsel fra forskere, der gerne vil have adgang til data for COVID-19 til brug for deres forskning.

Statens Serum Institut har løbende udgivet information med prognose for epidemiens udvikling, prognoser og vurderinger af smittetrykket i Danmark, der alle kan tilgås her. I tillæg til de daglige rapporter med epidemiologiske data om COVID-19, og de løbende vurderinger af smittetrykket i Danmark, offentliggjorde Statens Serum Institut den. 5 maj 2020 en detaljeret beskrivelse af, hvordan smittetrykket beregnes .

Bredt funderet ekspertgruppe rådgiver om epidemien

Sundheds-og Ældreministeriet har bedt Statens Serum Institut om at danne og lede en ekspertgruppe, der på baggrund af forskellige datakilder, har skulle udvikle matematiske modeller, der effektivt har skulle belyse udviklingen af COVID-19 i det danske samfund. Det har tilmed været opgaven at modellerne har skulle kunne undersøge effekten af myndighedernes tiltag for at begrænse smittespredning i samfundet.

Indtil videre har ekspertgruppen udført og fremlagt rapporter, der er udarbejdet på baggrund af den måde, som regeringen har valgt gradvist at genåbne Danmark. Ekspertrapporterne præsenterer de forventede effekter for smittespredningen og belastningen af kritiske sygehusfunktioner ved scenarier for delvis genåbning af Danmark. Det gælder både med og uden en antagelse om, at vi fortsat holder fysisk afstand og overholder hygiejnerådene. Rapporterne er offentligt tilgængelige og indeholder blandt andet oplysninger om metodeovervejelser, væsentlige forbehold, litteraturlister, og beskrivelser af usikkerheder og antagelser. Her er en oversigt over rapporterne:

  1. Ekspertrapport (PDF) – Matematisk modellering af COVID-19 smittespredning og sygehusbelastning ved scenarie for delvis genåbning af Danmark den 6. april 2020.
  2. Ekspertrapport (PDF) – Matematisk modellering af COVID-19 smittespredning og sygehusbelastningen ved scenarier for delvis genåbning af Danmark den 2. april 2020.
  3. Tillægsrapport (PDF) - Ekspertrapport vedr. matematisk modellering af COVID-19 smittespredning og sygehus belastning den 4. april 2020.

 

Medlemmer af ekspertgruppen:

Ekspertgruppen ledes af overlæge Robert Leo Skov, Infektionsberedskabet, Statens Serum Institut.

Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Matematik og Computer Science

      • Kaare Græsbøll, ph.d., MSc, Seniorforsker, Sektion for dynamiske systemer
      • Lasse Engbo Christiansen, ph.d., MSc Eng, lektor, Sektion for dynamiske systemer
      • Sune Lehmann, Professor
      • Uffe Høgsbro Thygesen, Civilingeniør (ph.d.), lektor
      • Jonas Lybker Juul, Postdoc

Københavns Universitet, Det sundhedsvidenskabelige fakultet, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab

      • Carsten Thure Kirkeby, Seniorforsker, ph.d., MSc. Sektion for Animal Welfare and Disease Control
      • Matt Denwood, BVMS ph.d.
      • Tariq Halasa, BSc, MSc, ph.d., Professor, Sektion for Welfare and Disease Control

Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab

      • Theis Lange, Vice Institutleder, Lektor i Biostatistik, ph.d., Biostatistisk Afdeling Københavns Universitet, Niels Bohr Instituttet

Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet

      • Kim Sneppen, Professor, Biological and Complex Systems

Roskilde Universitets Center, Institut for Naturvidenskab og Miljø

      • Lone Simonsen, Professor, Folkesundhedsvidenskab, Forsker i Pandemier og Modeller
      • Viggo Andreasen, Lektor, Matematik og Fysik

Region Hovedstaden

      • Anders Perner, Professor, Overlæge, Intensivafdelingen, Rigshospitalet

Danmarks Statistik

      • Laust Hvas Mortensen, Chefkonsulent, professor, ph.d., Metode og Analyse

Associerede personer

      • Søren Mikael Neermark, Specialkonsulent, Sundhedsstyrelsen
      • Mathias Heltberg, Postdoc, ph.d., Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet samt Statens Serum Institut, Afdeling for biokompleksitet Infektionsberedskabet
      • Frederik Plesner Lyngse, Postdoc, Økonomisk Institut, Københavns Universitet & Sundheds- og Ældreministeriet & Statens Serum Institut
      • Peter Michael Bager, Seniorforsker, ph.d., Infektionsberedskab (AMR team)/Epidemiologisk Forskning, Statens Serum Institut  


Kontaktinfo:

Sundheds- og Ældreministeriet: Pressetelefon: 21 32 47 27, Mail:
pressevagt@sum.dk


Sidst opdateret 07-05-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |