Skip navigation


Nye initiativer skal hjælpe især ældre mænd ud af ensomhed

15-03-2019
PRESSEMEDDELELSE - En ny pulje med i alt 35 mio. kr. kan nu søges til indsatser imod ensomhed og mistrivsel hos ældre.

Mange ældre bevarer en høj livskvalitet langt op i alderen. Men for nogle er ældrelivet forbundet med tab af nære relationer og livsmod, som kan føre til ensomhed.

Ensomhed rammer især ældre mænd, og de er desuden overrepræsenteret i selvmordsstatistikken i forhold til deres andel i befolkningen.

Det skal der gøres noget ved, og derfor aftalte regeringen og satspuljepartierne med satspuljeaftalen for 2019 at afsætte midler til puljen ”Sammenhængende indsatser imod ensomhed og mistrivsel hos ældre” for 2019-22, som er målrettet ældre mænd.

”Vi ved, at især ældre mænd ofte rammes af ensomhed, når de fx mister deres livsledsager eller i forbindelse med overgangen fra arbejdsliv til ældrelivet. De er også overrepræsenteret i selvmordsstatistikken. Det kan vi som samfund ikke sidde overhørig, og derfor er jeg utrolig glad for, at vi i med satspuljeaftalen har taget dette ensomhedsinitiativ”, siger ældreminister Thyra Frank.

Der er afsat 35 mio. kr. til puljen, som kan anvendes i projektperioden fra 2019-2021. Puljen kan søges af kommuner, private aktører eller civilsamfund, evt. i samarbejde, til at afprøve eller videreudvikle aktiviteter, indsatser eller projekter til bekæmpelse af ensomhed.

Under satspuljeforhandlingerne blev initiativet prioriteret højt af Dansk Folkepartis ældreordfører, Jeppe Jakobsen, der udtaler:

”Der har desværre længe hersket en ide om, at hvis man mister sin partner sent i livet, så er det forventeligt lettere at håndtere. Men det er det ikke, nærmere tværtimod. Derfor skal vi tage særligt hånd om dem, der er alene, fordi de oftest har langt mere brug for det.”

Ældreministeren bakker op og fortsætter:

”Jeg håber, at kommuner, organisationer og private aktører vil gå sammen om den her dagsorden, og at vi med puljen kan bidrage til nye initiativer, som kan hjælpe mange ensomme ud af social isolation”.

Regeringen og satspuljepartierne aftalte for 2019 at afsætte i alt 320 mio. kr. til ældreområdet. 167 mio. kr. prioriteres til handlingsplanen ”Det gode ældreliv”, mens de øvrige midler fordeles på andre initiativer. 

Der er ansøgningsfrist 7. maj 2019 kl. 12. 
 

Læs om ensomhedspuljen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.  

Pressekontakt: Lotte Dahlmann, presse- og kommunikationskoordinator, mobil: 72269418 eller på pressevagt@sum.dk


Sidst opdateret 20-03-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055